Fråst-satsning øgede underskuddet hos dansk isproducent

16. JUL 2024 • 08:23ERHVERV/POLITIK

Mejerigaarden, der blandt andet driver Premier Is og Hjem-Is, fik et underskud på 29,9 millioner sidste år.

Navneskiftet til Fråst og satsningen på at sælge pizzaer, snacks og desserter foruden de traditionelle is blev dyr for Hjem-Is' moderselskab, Mejerigaarden.

Regnskabet for 2023 viser, at underskuddet i selskabet voksede fra 7,5 millioner kroner til 29,9 millioner kroner.

Årsagen til underskuddet er blandt andet nedskrivninger på et lån til datterselskabet Fråst på 10,8 millioner kroner.

- Resultatet er uacceptabelt, og ledelsen forventer at forbedre bundlinjen til et positivt resultat i 2024, hedder det i ledelsesberetningen.

Mejerigaarden har da også taget konsekvensen af det fejlslagne navneskift.

I marts meddelte Torben Meng, der er chef for Hjem-Is i Danmark, at man på grund af den negative reaktion fra kunderne fremover ville opgive navnet Fråst og i stedet vende tilbage til Hjem-Is.

Samtidig skriver selskabet i regnskabet, at man har fået "værdifuld markedsindsigt", som vil give gevinst på længere sigt.

Det er stadig muligt at købe frysepizzaer sammen med sin is, når man handler ved Hjem-IS-bilerne.

Kigger man på omsætningen i Mejerigaarden, er den højere end nogensinde.

Knap 521 millioner kroner lød salget på, og det er første gang, at det passerede en halv milliard efter at have ligget stille i en årrække.

Mejerigaarden var oprindeligt en del af Rønbjerg Is, der senere blev til Polar Is, som igen blev til Premier Is efter en fusion i 2010.

Lettiske Food Union Europe overtog i 2015 aktiemajoriteten i selskabet, og i 2017 købte man Hjem-Is og lagde det sammen med Mejerigaarden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT