Forslag om psykologhjælp til vragede politikere møder kritik

13. APR 2025 • 15:48ERHVERV/POLITIK

En række partier, også regeringspartiet Moderaternes politisk ordfører, undrer sig over Søren Gades forslag.

Folketingets formand, Søren Gade (V), mener, at Folketinget skal tilbyde psykologhjælp til folketingspolitikere, som ikke bliver genvalgt.

Det har han senest udtalt til DR's politiske podcast "Slotsholmen". Tidligere har han luftet tanken over for Radio III.

Men forslaget møder kritik fra en række kolleger. Både fra rød og blå blok.

Blandt andre Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der selv har en fortid som formand for Folketinget.

- Folketinget er ikke en søndagsskole, og alt er til låns. Det er et privilegium at være folkevalgt. Den dag det er forbi, er det sådan, skriver Kjærsgaard på X.

Også Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, Susie Jessen, som er politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, De Konservatives Rasmus Jarlov samt partiformændene Morten Messerschmidt (DF) og Lars Boje Mathiesen (Borgernes Parti) udtrykker kritik.

- Som politiker er man ikke et offer, når folket vælger en fra. Det må man tage med oprejst pande i stedet for at beklage sig. Man har altid et valg. Det gælder også for politikere, og det gælder også for Søren Gade og dem han har mødt, skriver Sólbjørg Jakobsen på X.

Alternativets politiske ordfører, Torsten Gejl, roser Søren Gade for at være en formand for Folketinget, som tager politikernes forhold alvorligt. Eksempelvis omkring stress. Men dette forslag støtter Gejl ikke, siger han til Ritzau.

Søren Gade mener ikke, at hans forslag er privilegieblindt.

- Det går op for mig, at nogle af mine tidligere kolleger faktisk havde fået en depression eller en depressionslignende tilstand, efter de var røget ud af Folketinget, siger Søren Gade til "Slotsholmen".

Det har gjort indtryk på Folketingets formand. Han siger, at Folketingets Præsidium, Folketingets øverste ledelse, nu har bedt om at få bud på, hvordan man eventuelt vil kunne hjælpe vragede folketingspolitikere.

Eksempelvis kunne det være en model, hvor man i en periode efter valget har adgang til otte psykologtimer, eller at man får en time med en headhunter.

En konkret model har Søren Gade ikke lagt sig fast på.

Politikere, der bliver vraget af vælgerne, bør selv kunne betale for en psykolog, hvis der er behov for sådan en. Sådan lyder det fra flere af Søren Gades kolleger.

En folketingspolitiker har ret til et eftervederlag, der svarer til grundvederlaget, i 6-24 måneder. Perioden afhænger af, hvor længe politikeren har været medlem af Folketinget.

Grundvederlaget er ifølge Folketingets hjemmeside på knap 66.800 kroner per måned.

Der sker dog en modregning for eventuelle lønindtægter eksempelvis fra første dag. Men der er ikke en modregning for indtægter på op til 170.000 kroner det første år, hvis en politiker i forbindelse med et valg må forlade Folketinget.

LA's medlem af Folketingets Præsidium, Lars-Christian Brask, kalder forslaget "sympatisk" i en kommentar til Ritzau, men kalder det også unødvendigt.

Karina Adsbøl (DD), som ligeledes sidder i præsidiet, oplyser til Ritzau, at politikerne skal huske på, at deres mandat kun er til låns, indtil vælgerne vælger noget andet.

Også hos regeringspartiet Moderaterne er der undren over forslaget. Politisk ordfører Mohammad Rona (M) mener ikke, at det er et godt forslag.

- Vi skal ikke have en særordning og slet ikke når vi kan betale for det selv, skriver han på X.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT