Forligsmand vil tirsdag begynde forhandlinger om mæglingsskitse

17. MAR 2023 • 14:22ERHVERV/POLITIK

De parter, der på søndag ikke er enige om forlig, vil blive indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Forligsmand Jan Reckendorff vil overtage forhandlingerne om nye overenskomster, hvis ikke parterne er enige om et forlig senest på søndag klokken 12.

Det skriver Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.

Forligsmanden ønsker at indlede forhandlingerne om den samlede mæglingsskitse med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation tirsdag.

- Jeg agter tirsdag d. 21. marts at indlede centrale forhandlinger med DA og FH om en samlet mæglingsskitse, der blandt andet vil indeholde vilkårene for de overenskomster, hvor der ikke er opnået enighed, siger Jan Reckendorff i pressemeddelelsen.

Der er på nuværende tidspunkt indgået forlig om overenskomster på områder, der dækker flere end 92 procent af de involverede lønmodtagere, skriver forligsmanden.

På en række af de områder, hvor der endnu ikke er indgået forlig, deltager forligsmanden allerede i forhandlingerne.

De parter, der ikke er enige og endnu ikke får hjælp af forligsmanden, må forvente at blive indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen med meget kort varsel efter søndag klokken 12 medmindre andet er aftalt. Det fremgår af pressemeddelelsen.

En mæglingsskitse skal blandt andet samle de områder op, hvor parterne ikke selv er blevet enige. Skitsen indeholder også de overenskomster, hvor parterne er blevet enige.

Mæglingsskitsen bliver udarbejdet i samarbejde med DA og FH og skal derefter vedtages ved afstemning blandt medlemmerne.

Afstemningen om mæglingsskitsen afgør, om det samlede resultat træder i kraft.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU