For første gang i otte år stiger antallet af dårlige betalere

8. AUG 2022 • 14:21ERHVERV/POLITIK

Flere dårlige betalere er udtryk for den usikkerhed, der er i verden lige nu, vurderer direktør.

Antallet af personer i RKI stiger. Det viser nye tal fra første halvår af 2022, oplyser Experian, der driver RKI-registeret. I registeret står borgere, der ikke har betalt deres regninger.

Det er første gang siden 2014, at antallet af dårlige betalere stiger. Til gengæld skylder den enkelte mindre og har færre sager.

Ifølge Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian, er stigningen et udtryk for den usikkerhed, der er i verden lige nu.

- Hele verdenssituationen vakler lidt i øjeblikket. Krig, inflation og stigende priser alle steder har en effekt på folks privatøkonomi, så man har ikke samme råderum som for et eller to år siden, siger Bo Rasmussen.

I alt 171.746 danskere er registreret i RKI som dårlige betalere i juni 2022. Det er en stigning på 0,5 procent siden sidste halvår, og ifølge Bo Rasmussen er det sandsynligt, at tallet vil blive ved med at stige.

- Vores vurdering er, at det her er den første fase af en situation, som lige nu ikke ser ud til at blive meget bedre på den korte bane. Derfor forventer vi desværre også, at tallet stiger en smule i næste halvår, siger Bo Rasmussen.

Det er dog positivt, at de enkelte betalere skylder mindre end sidste år. Den gennemsnitlige person i RKI havde sidste år ubetalte regninger for næsten 64.000 kr. I år er beløbet lidt over 55.000 kr.

- Vi kan jo se, at beløbet er faldet. Det har været et billede over de seneste år, at man rent faktisk får betalt på sin gæld, og det er jo et godt tegn, siger Bo Rasmussen.

Det lavere beløb er et udtryk for, at økonomien i mange år har været stabil,

- Vi har haft mange gode og fornuftige år, og nu er vi i en situation, hvor verden ser anderledes ud. Økonomien er mere presset, siger Bo Rasmussen.

Han understreger dog, at det er en forholdsvis lille stigning i antallet af dårlige betalere. Det er et udtryk for, at vi har lært af finanskrisen.

- Det kunne være meget værre. Vi har forstået, at vi er nødt til at polstre vores privatøkonomi, hvis der skulle komme en krise igen, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU