For femte år i træk tager Danmark 200 kvoteflygtninge

28. JUN 2024 • 10:51ERHVERV/POLITIK

Integrationen kan følge med, når der kommer 200 kvoteflygtninge, siger udlændingeminister.

Danmark kommer til at tage imod 200 kvoteflygtninge i 2024, som det også har været tilfældet i 2023, 2022, 2021 og 2020.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Kvoteflygtningene kommer fra flygtningelejre i Rwanda samt eritreiske og afghanske flygtninge, oplyser ministeriet.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger, at Danmark bakker "fulgt op om FN's kvotesystem", og derfor tages der igen kvoteflygtninge.

- Vi har altid sagt, at antallet har stor betydning. Jeg mener, at vi ved at fastholde antallet på 200 kvoteflygtninge sikrer, at integrationen kan følge med, siger han i pressemeddelelsen.

Kvoteflygtninge er flygtninge, som udvælges af UNHCR, som er FN's flygtningeagentur, fordi de ikke kan få tilstrækkelig beskyttelse i det land, de er flygtet til, men som heller ikke kan tage til deres hjemland.

Under den tidligere VLAK-regering fik Danmark i 2017 en ny ordning for kvoteflygtninge. Den indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren hvert år bestemmer antal og den overordnede fordeling af kvoteflygtninge.

Danmark har siden 1989 modtaget omkring 500 kvoteflygtninge om året. Men den daværende Venstre-ledede regering valgte at indstille modtagelsen i det meste af 2016, 2017 og 2018.

Daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), som i dag står i spidsen for Danmarksdemokraterne, begrundede beslutningen med, at Danmark i de år modtog mange spontane asylansøgere. Blandt andet fra Syrien.

I 2019 aftalte den socialdemokratiske regering med sine daværende støttepartier, at Danmark igen skulle tage imod kvoteflygtninge. Og siden da har Danmark taget imod 200 kvoteflygtninge om året.

Det er en kontinuerlig politisk debat, hvor mange der skal tages.

Kvoteflygtninge var også et emne under den seneste EU-valgkamp, hvor Moderaternes Stine Bosse sagde, at Danmark kunne tage op mod 7000 kvoteflygtninge. En udtalelse, hun senere trak tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU