Fødevareminister forbereder mulig tørkepakke til tørstende landbrug

7. JUN 2023 • 23:23ERHVERV/POLITIK

Efter uger uden regn og høj risiko for tørke i store dele af landet forbereder minister mulig tørkepakke.

Landmændene spejder i øjeblikket langt efter nedbør, og risikoen for tørke er ifølge DMI høj i store dele af landet.

Det har fået fødevareminister Jacob Jensen (V) til at tage de første indledende skridt til en tørkepakke til landbruget.

Det fortæller han til Ritzau.

- Jeg hører fra erhvervet, at man allerede nu kan se tegn på, at planterne ude på marken lider.

- Derfor har jeg bedt ministeriet om at se på at forberede og kigge på de erfaringer, som vi har fra tørken i 2018. Så vi kan være et skridt foran, hvis den her tørke fortsætter meget længere, siger han.

Han understreger, at der endnu ikke er taget stilling til, om der skal vedtages en tørkepakke, og hvor mange penge, der i så fald vil følge med.

- Jeg sidder og forbereder, hvad det er for nogle muligheder, vi har, siger han.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er de kommende dages vejrudsigt barsk læsning.

I en pressemeddelelse skriver erhvervsorganisationen, at manglen på nedbør vil komme til at få konsekvenser for årets udbytte på markerne.

Onsdag har de afleveret input til Landbrugsstyrelsen med fokus på dispensationer i forhold til EU's regler for landbrugsstøtte.

- Det drejer sig på kort sigt om muligheden for at afgræsse og tage slet på brakmarker. Det er et tiltag, der her og nu vil kunne hjælpe mange mælke-og kvægproducenter.

- Særligt de økologiske kvægproducenter mangler grovfoder på grund af tørken. Men det er også en mulighed, der helst skal gives snart, hvis der skal være en reel foderværdi i det høstede, skriver Peter Nissen, der er sektordirektør i Landbrug & Fødevarer.

Forholdt Landbrug & Fødevarers konkrete forslag, fortæller fødevareministeren, "at han endnu ikke har lagt sig fast på, hvad det i givet fald er for nogle forslag, som han vil hive fat i."

- Men det er klart, at vi ikke skal ud i en situation, hvor vores dyr kommer til at mangle mad, fordi der ikke er arealer til at dyrke foder, siger han.

I august 2018 vedtog den daværende VLAK-regering med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti - efter en knastør sommer - en hjælpepakke med en række initiativer, der skulle afhjælpe landbrugets tab som følge af tørken.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU