Flyselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for greenwashing

22. JAN 2025 • 10:27ERHVERV/POLITIK

KLM brugte betegnelser, der kunne vildlede forbrugerne, ved at kalde sine flyrejser for "mere bæredygtige".

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt luftfartsselskabet KLM for at anvende vildledende udsagn om bæredygtighed af selskabets flyrejser i en radioreklame.

Det fremgår af Forbrugerombudsmandens hjemmeside, hvor det også er uddybet, hvad der kan have fået nogle forbrugere til at tro, at det er bæredygtigt at rejse med hollandske KLM.

I en radioreklame bragt i 2023 fremgik det, at man kunne rejse "mere bæredygtigt" ved at flyve med KLM.

Begrundelsen var, at KLM fremover ville anvende "en del bæredygtigt brændstof".

Der var dog kun tale om, at én procent af det flybrændstof, som KLM anvendte, ville blive skiftet ud med brændstof, der ifølge EU-reglerne kan kategoriseres som bæredygtigt brændstof.

Derfor mener forbrugerombudsmand Torben Jensen, at KLM tog munden for fuld ved at hævde, at man havde taget "et stort skridt" i retning af at rejse mere bæredygtigt.

- Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at de én procent ikke stemmer overens med den forståelse, forbrugerne fik af udsagnet om "et stort skridt", hedder det på hjemmesiden.

KLM's presseafdeling fortæller, at man nu afventer næste skridt i sagen, og at man samtidig arbejder på at forbedre sin kommunikation til kunderne, så den bliver mere præcis, transparent og i overensstemmelse med reglerne.

- I de seneste år har landskabet ændret sig markant, når det gælder påstande om bæredygtighed i markedsføring.

- KLM anerkender vigtigheden i at tilpasse sig til disse ændringer og aktivt justere vores markedsføringspraksis til de nyeste regler og retningslinjer, hedder det i en udtalelse fra selskabet.

Markedsføringsloven siger, at virksomhederne ikke må anvende urigtige eller vildledende oplysninger i reklamer.

Hvis forbrugere kan ende med at købe en vare, som de ellers ikke ville have købt, hvis de havde kendt den fulde historie, så kan der udstedes bøder.

Forbrugerombudsmanden har igennem længere tid haft fokus på anvendelsen af begrebet bæredygtighed i reklamer.

Kort før jul accepterede bilproducenten BMW en bøde på tre millioner kroner for at have betegnet sig selv som "Verdens mest bæredygtige bilproducent".

Og for et år siden blev tøjproducenten Copenhagen Cartel også politianmeldt for at vildlede forbrugerne om andelen af genanvendt plast fra verdenshavene, som var anvendt i virksomhedens produkter.

I slutningen af oktober sidste år offentliggjorde Forbrugerombudsmanden desuden nye anbefalinger til markedsføring med udsagn om klima, miljø og bæredygtighed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT