Flertal er åben for at undersøge om Samsam var dansk agent

19. OKT 2022 • 15:21ERHVERV/POLITIK

Ifølge medier var Ahmed Samsam dansk agent, men afsoner nu fængselsstraf for at tilslutte sig terrorgruppe.

Det kan gå stærkt i politik, særligt i en valgkamp.

På et par timer er der skabt et politisk flertal, der er åbent for at undersøge sagen om Ahmed Samsam, der er dømt for at tilslutte sig en terrorgruppe i Syrien.

Ifølge flere medier var han dog dansk agent, men han sidder nu fængslet på femte år.

Foreløbig bakker i alt ni partier op om at undersøge sagen. De store spørgsmål er, om han har arbejdet som dansk agent, og om efterretningstjenesterne ikke vil vedkende sig det.

Det er endnu uvist, om flertallet består efter folketingsvalget.

Blå blok bakker op om en undersøgelse bortset fra Nye Borgerlige. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bekræfter det i en skriftlig kommentar.

- Nu har vi lagt vores forslag frem til en undersøgelse af FE-sagen. Hvis det er relevant at undersøge andre forhold, for eksempel sagen om Ahmed Samsam, så er vi også åbne over for det, siger han.

Også Enhedslisten, SF, De Radikale og Frie Grønne bakker op, mens det endnu er uvist, hvad Socialdemokratiet mener.

Regeringspartiet er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.

Formand Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister under den politisk og juridisk betændte sag.

Han er også åben for at inddrage sagen i undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

- Alt, hvad der vedrører hjemsendelserne, skal undersøges. Hvis der derudover er et ønske om at undersøge Samsam-sagen, bakker Det Konservative Folkeparti fuldstændig op, skriver han i en sms.

Han blev foreholdt spørgsmålet på et pressemøde onsdag, men svarede ikke klart, hvorfor han efterfølgende vendte tilbage skriftligt.

Undersøgelsen kan blive en del af sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), men det er endnu uvist, om den gør.

Sammenkædningen, at den hjemsendte spionchef Lars Findsen nævner sagen i sin erindringsbog, der udkom uden varsel i valgkampen.

Politikerne kan også vælge at skille de to sager ad for at få hurtigere svar i Samsam-sagen.

De Radikale har ikke lagt sig fast på den del.

- Vi synes bestemt, at den sag også kalder på mere klarhed, og at den på en eller anden måde skal undersøges. Men vi kan ikke lægge os fast på, om det skal være del af FE-sagen, eller om det skal have sit eget forløb.

- Det er svært gennemskueligt, om der er en sammenhæng og i givet fald hvilken, siger næstformand Martin Lidegaard (R).

Lars Findsen er tiltalt for at have lækket statshemmeligheder. Han blev anholdt i december 2021 sammen med tre andre personer tilknyttet Politiets Efterretningstjeneste og FE.

Den sigtede PET-ansatte har ifølge DR's oplysninger relation til sagen om Ahmed Samsam.

De to andre anholdtes sager er droppet af Anklagemyndigheden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT