Tøj fra Murrays historiske Wimbledon-triumf er på auktion
Andy Murrays hvide trøje fra triumfen ved Wimbledon i 2013 er vurderet til op til 70.000 kroner.
Tennisfans kan nu erhverve sig et stykke britisk sportshistorie.En af de tre hvide trøjer, som Andy Murray i 2013 bar i Wimbledon-finalen mod Novak Djokovic, er kommet på auktion.
Skottens sejr markerede den første britiske herresingletriumf i den prestigefyldte grand slam-turnering i 77 år.
Trøjen ventes at indbringe et sted mellem 43.000 og 70.000 kroner.
- Der er intet bedre tidspunkt at fejre tennishistorien end ved Wimbledon, siger chefen for Graham Budd Auctions, David Convery, ifølge Reuters.
- Denne auktion rummer nogle ikoniske genstande. Hver især har de en stærk tilknytning til sportens største øjeblikke.
Graham Budd Auctions står sammen med Golden Age of Tennis bag auktionen, som slutter 13. juli. Ud over Murrays hvide Adidas-trøje er hans hvide kasket fra samme finale blandt mange andre genstande til salg.
Den kan formentlig købes noget billigere.
I den mere kuriøse afdeling kan man også byde på det net, der blev brugt i Wimbledon-kampen mellem John Isner og Nicolas Mahut i 2010.
De to spillede historiens længste kamp, som først blev afgjort efter 11 timer og 5 minutter, da Isner vandt 70-68 i femte sæt. Siden er reglerne blevet ændret, så en kamp bliver afgjort af en tiebreak til 10 ved stillingen 6-6 i afgørende sæt.
/ritzau/