EU-Kommissionen giver grønt lys til dansk skovplan for milliarder
Store dele af det danske landskab skal forandres, når landbrug skal omdannes til skov i milliardstor plan.
EU-Kommissionen godkender, at Danmark de kommende år yder næsten 4,7 milliarder kroner i statsstøtte til rejsning af nye skove frem mod 2030.Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommissionen.
Det betyder, at en central del af den grønne trepartsaftale fra 2024 kan føres ud i livet, og at tilskudsordningen for skovrejsning kan åbne som planlagt.
- Det er en kæmpe milepæl og et meget vigtigt skridt for, at vi når i mål med at plante 250.000 hektar ny skov i Danmark, siger trepartsminister Jeppe Bruus (S) i en skriftlig kommentar.
Han mener, at det kommer til at få en stor betydning for klima, natur og biodiversitet.
Ordningen giver landmænd og lodsejere mulighed for at få dækket alle udgifter til at rejse ny skov. Ifølge regeringens beregninger skal støtten sikre, at der frem mod 2030 bliver plantet omkring 62.000 hektar skov.
På længere sigt er målet, at Danmark frem mod 2045 rejser i alt 250.000 hektar ny skov. Det svarer til et areal på størrelse med Lolland, Falster og Bornholm.
- Jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået EU-Kommissionens godkendelse af vores skovordning. Det betyder, at vores nye tilskudsordning for skovrejsning kan åbne som planlagt i september, siger Jeppe Bruus.
EU-Kommissionen lægger i sin vurdering vægt på, at projektet vil reducere udledning af CO2, styrke biodiversiteten, mindske kvælstofudvaskning og beskytte drikkevandet.
Ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for konkurrence Teresa Ribera kalder ordningen "et vigtigt tiltag, der vil hjælpe lodsejere med at omdanne landbrugsland til skov".
Selv om støtten nu er godkendt, er det endnu uvist, hvor mange landmænd der vil gøre brug af ordningen.
Støttesatsen på 75.500 kroner pr. hektar er fra flere sider blevet kritiseret for at være for lav, fordi værdien af landbrugsjord falder markant, når det lægges om til skov.
/ritzau/