EU beskytter torsken i den sydlige Nordsø i ny kvoteaftale
Fiskere må i 2026 fange flere jomfruhummere og pighvar i Nordsøen, men færre torsk og sej, lyder en ny aftale.
EU-landene har med Danmark for bordenden natten til lørdag indgået en aftale om fiskekvoter for Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Middelhavet og Sortehavet i 2026.Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Da Danmark har formandskabet for EU-Ministerrådet, er det den danske minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), der har stået i spidsen for forhandlingerne.
I aftalen indgår blandt andet en beskyttelse af torsken i den sydlige del af Nordsøen. Kvoten for torsk nedsættes i Nordsøen med 44 procent.
Danske fiskere får desuden mulighed for at fange flere jomfruhummere og pighvar i Nordsøen.
Fiskeriaftalen er også indgået med Storbritannien og Norge, der ikke er medlemmer af EU. De to lande har dog endnu ikke endeligt underskrevet en aftale med hinanden, og derfor er der indtil videre tale om foreløbige kvoter.
Forhandlingerne var ikke lette, siger ministeren i pressemeddelelsen.
- Der er rigtig mange hensyn, der skal balanceres. Nogle bestande har det godt, mens andre er mere pressede.
- Jeg mener, at vi er endt på et kompromis, som sikrer balancerne mellem den biologiske rådgivning og samtidig sørger for de bedst mulige rammer for et bæredygtigt fiskeri i fremtiden, siger Jacob Jensen (V).
Aftalen giver allerede nu fiskerne et overblik over, hvad de kan fiske i 2026, skriver ministeriet.
Ud over en nedsættelse af fiskekvoter for torsk reduceres også kvoterne for tunge i Skagerrak, Kattegat og den vestlige del af Østersøen med 44 procent.
Fiskekvoten for sej i Nordsøen reduceres med 26 procent.
Der er desuden fastsat foreløbige kvoter for makrel, skriver ministeriet.
Kvoten for atlanto-skandinavisk sild hæves til gengæld med 33 procent. Kvoten for ål ændres ikke. Der er allerede indført foranstaltninger med en lukkeperiode på seks måneder i ålens vandringsperiode, skriver ministeriet.
/ritzau/
