Elbilsalget havde pil nedad i EU sidste år

21. JAN 2025 • 08:08ERHVERV/POLITIK

Der blev solgt seks procent færre elbiler i EU sidste år end i 2023. Udviklingen på kontinentet er delt i to.

Selv om elbilerne sælger som varmt brød herhjemme, er det ikke tilfældet i resten af Europa.

Nye tal viser, at der sidste år blev indregistreret 1,4 millioner nye elbiler i EU, og det er et fald på seks procent i forhold til året forinden.

Det skyldes blandt andet udviklingen i Tyskland, hvor regeringen har udfaset den præmie, der tidligere blev givet til købere af elbiler.

Derfor konstaterer administrerende direktør Mads Rørvig fra Mobility Denmark også, at elbilsalget hænger tæt sammen med de tilskudsordninger, som bliver vedtaget for eldrevne køretøjer.

- Resultaterne i EU viser tydeligt, at udviklingen er tæt knyttet til politiske initiativer og økonomiske incitamenter, og det er derfor en nødvendighed, at der er politisk opbakning til omstillingen af transporten, siger han i en kommentar til tallene.

Samme konklusion er Thomas Møller Sørensen, der er direktør for bilbranchen i Dansk Industri, nået frem til.

- Ansvaret for at få gang i salget af elbiler på de store markeder ligger både hos EU og hos medlemslandene.

- EU skal i højere grad understøtte produktion af elbiler og sikre nødvendige investeringer i elnettet. Samtidig skal medlemslandene i højere grad prioritere midler til støtte af køb af elbiler, siger han.

Kigger man på bilsalget i EU generelt, blev der solgt 10,6 millioner biler sidste år. Det svarer til en stigning på 0,8 procent.

I Danmark blev der indregistreret 89.128 elbiler. Det svarer til godt halvdelen af de 173.047 biler, der blev solgt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT