Eksrådgiver for K udpeger Mona Juul som bud på ny politisk leder

3. MAR 2024 • 14:21ERHVERV/POLITIK

Den konservative folketingsgruppe skal udpege en ny politisk leder, når chokket over Papes død har lagt sig.

Beslutningen om, hvem der skal være ny politisk leder i De Konservative, ligger udelukkende i den konservative folketingsgruppe.

Det fortæller tidligere pressechef i De Konservative Benny Damsgaard, der i dag er selvstændig rådgiver og politisk kommentator.

- Alt tyder på, at det bliver den nyvalgte gruppeformand, Mona Juul. Sådan har det i hvert fald været indtil nu, siger han.

Søren Pape Poulsen blev ramt af en hjerneblødning under et hovedbestyrelsesmøde i partiet fredag. Lørdag døde han.

Benny Damsgaard understreger, at chokket over partilederens død først skal lægge sig, før der vil blive udpeget en ny politisk leder.

Men folketingsgruppen kan ikke vente alt for længe, tilføjer han. Der venter nemlig mange vigtige politiske forhandlinger inden sommerferien.

Omstændighederne omkring tabet af partiformanden kan få betydning for muligheden for et kampvalg, mener Benny Damsgaard.

- I den situation man er i, hvor folketingsgruppen reelt set er i chok, tvivler jeg meget på, at der er nogen der har mod på at åbne et spil om, hvem der skal være formand. I hvert fald det første stykke tid, siger han.

Efter Søren Pape Poulsens død er partiets forhenværende næstformand Michael Ziegler fungerende formand. Men han er ikke fungerende politisk leder.

Det har Michael Ziegler oplyst til Ritzau.

Søren Pape Poulsen var både formand og politisk leder for De Konservative. Oftest har de to poster været besat af den samme person, men der er flere eksempler på, at det ikke har været tilfældet.

Benny Damsgaard nævner blandt andet den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, som først var politisk leder og først senere blev partiformand.

Også Hans Engell var ifølge Benny Damsgaard først politisk leder uden at være partiformand.

Valget af en ny formand for partiet kan godt vente lidt længere end valget af en ny politisk leder, mener Benny Damsgaard.

Om posterne vil tilfalde den samme person, afhænger også af om den person, som bliver politisk leder, ønsker at være formand, siger han.

- Men normen har været, at man har samlet det på en person for at skabe et så tydeligt lederskab som overhovedet muligt. Men jeg vil ikke afvise at Ziegler kan varetage opgaven i et stykke tid fremover, siger Benny Damsgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU