Der har været endnu et møde i Washington D.C. om Grønlands fremtid
Torsdag var der ifølge Løkke et møde for at finde en løsning på situationen mellem Danmark, USA og Grønland.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at der nu skal en "rolig proces til" i spørgsmålet om forholdet mellem USA, Danmark og Grønland og om den arbejdsgruppe, der er nedsat mellem landene.Det siger han efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at der har været et møde i Washington i går (torsdag, red.), hvor det er blevet genbekræftet, at det er det, vi skal, og hvor der også er lagt en plan for, hvordan vi gør det.
- Det betyder, at vi ret hurtigt får sat gang i de møder, siger Løkke og tilføjer:
- Vi vil ikke kommunikere, hvornår de møder er, for vi vil tage dramatikken af det her. Nu skal vi have en rolig proces.
Løkke siger, at situationen mellem de tre lande nu er tilbage til det udgangspunkt, som man kom frem til for lidt over en uge siden, hvor Løkke og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, havde et møde med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio. Her aftalte parterne at nedsætte en arbejdsgruppe.
Den skal finde en løsning på situationen, som er udløst af, at USA's præsident, Donald Trump, vil have ejerskab af Grønland. Det har regeringerne i Danmark og Grønland afvist.
Løkke siger ikke noget om, hvem der var repræsenteret ved mødet i Washington torsdag.
Men Løkke har tidligere udtalt, at det bliver Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der fra dansk side skal sidde i arbejdsgruppen med USA.
Efter sidste uges møde varslede Trump en told på ti procent fra 1. februar på en række europæiske lande, heriblandt Danmark, der ikke støtter hans ønske i forhold til Grønland. Tolden ville stige til 25 procent 1. juni, hvis ikke der var fundet en løsning, lød det.
Men efter et møde mellem Trump og Natos generalsekretær, Mark Rutte, onsdag i denne uge sagde Trump imidlertid, at der nu var en såkaldt rammeaftale om Grønland, og at planerne om straftold dermed var droppet.
- Det er præcis, hvad vi har ønsket os, siger Løkke.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der også deltog i mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn, mener, at det er godt, at Nato har meldt sig på banen, og at der er lagt op til, at forsvarsalliancen skal være mere til stede omkring Grønland og den arktiske region.
- Det kommer til at gøre en forskel, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/
