Der flages på halv stang onsdag i Danmark for kong Harald
Det danske kongepar deltager med en række andre kongelige og flere statsoverhoveder i kong Haralds begravelse.
Der flages onsdag på halv stang fra Christiansborg, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Københavns Rådhus i anledning af kong Harald af Norges begravelse i Oslo.Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Der flages på halv stang fra klokken 08.00.
- Statsbegravelsen finder sted fra Oslo Domkirke klokken 13.00 og efterfølges af en privat ceremoni i Akershus Slotskirke. Efter den kirkelige handling i forbindelse med saluteringen vil flagene gå på hel stang indtil solnedgang, skriver Justitsministeriet.
Begravelsen af kong Harald V i den norske hovedstad ventes at blive noget af et tilløbsstykke.
Oslo vil nærmest være hermetisk lukket for biler og cykler dagen igennem.
Båren følges af kong Haakon, dronning Mette-Marit, kronprinsesse Ingrid Alexandra, dronning Sonja, prins Sverre Magnus, prinsesse Märtha Louise og udenlandske kongelige, statsoverhoveder, repræsentanter fra det officielle Norge og fra det kongelige hof.
Kong Harald døde fredag den 28. august. Det skete, efter at kongen havde været indlagt i knap to uger. Han blev 89 år.
Han blev i løbet af sin indlæggelse behandlet for blodsygdommen hæmolytisk anæmi og en bakteriel infektion i blodet. Undervejs blev hans tilstand forværret. Da kong Harald døde, blev hans søn, Haakon, konge af Norge.
Kong Haakon aflagde ed over for det norske parlament, Stortinget, fire dage efter sin fars død.
Kong Haakon blev allerede monark, da hans far afgik ved døden. Men kong Haakon skulle fortsat aflægge ed over for det norske parlament som led i sit virke som Norges statsoverhoved.
Hermed forpligtede han sig til at være loyal over for de norske love og Stortinget.
Norge er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki, hvor monarkens magt er begrænset af grundloven, og vedkommende ikke handler politisk på egen hånd.
RITZAU
