Danske teknikere skal opklare krigsforbrydelser i Ukraine

17. MAR 2023 • 22:04ERHVERV/POLITIK

Danmark vil tilbyde et hold kriminalteknikere til at efterforske krigsforbrydelser i Ukraine, siger minister.

Danmark skal hjælpe med at efterforske krigsforbrydelser i Ukraine.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Jyllands-Posten.

Han skal mandag i London mødes med ministerkolleger fra mindst 42 lande, og her vil han tilbyde, at et hold danske kriminalteknikere kan tage til Ukraine.

- Jeg kommer til at tage afsted med et tilbud om et særligt dansk hold af kriminalteknikere, som kan støtte ICC i efterforskningen af krigsforbrydelser (i Ukraine, red.), siger han.

ICC er Den Internationale Straffedomstol.

Det skal dreje sig om et dansk ”Disaster Victim Identification”-hold, der er eksperter i at identificere ofre under vanskelige forhold.

Ifølge justitsministeren er der en række praktiske forhold, der skal afklares, inden dansk personale kan sendes afsted til det krigshærgede Ukraine. Det er dog ambitionen, at holdet kan komme afsted, "så snart det er muligt".

Dansk politi har tidligere været med til at efterforske to sager om krigsforbrydelser i Ukraine. Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Jyllands-Posten.

NSK vil dog ikke fortælle, hvad de to sager drejer sig om. Begge sager er sendt videre til Europol, der er den Europæiske Unions politienhed.

Fredag har ICC udstedt en arrestordre på Ruslands præsident, Vladimir Putin, som følge af krigen i Ukraine.

Domstolen beskylder den russiske præsident for at være ansvarlig for krigsforbrydelser begået i Ukraine.

Den russiske regering har gentagne gange afvist at stå bag krigsforbrydelser og at have målrettet angreb mod civile.

ICC har fredag også udstedt en arrestordre på Marija Aleksejevna Lvova-Belova. Hun er Ruslands kommissær for børns rettigheder.

Efterforskere fra FN sagde torsdag, at Ruslands omfattende deportationer af ukrainske børn til områder under russisk kontrol er en krigsforbrydelse.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU