Danske aktier falder efter Trumps toldtrussel
Det danske C25-indeks starter mandag i rødt efter toldtrusler fra Donald Trump mod blandt andet Danmark.
Det danske C25-indeks åbner mandag i rødt.Efter cirka 30 minutters handel ligger indekset til et fald på lige over to procent.
Det sker, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, lørdag truede med at lægge ti procent ekstra told på varer fra Danmark og en række andre europæiske lande fra 1. februar.
Baggrunden er, at landene har sendt styrker til Grønland, hvilket ifølge Trump udgør en sikkerhedsrisiko.
Ifølge Financial Times overvejer EU-lande at svare igen ved at lægge told på amerikanske varer for i alt 93 milliarder euro. Det skrev mediet søndag på baggrund af informationer fra unavngivne embedsmænd.
Efter 30 minutters handel falder alle aktier i C25-indekset. Værst ser det ud for Genmab, som ligger til et fald på over seks procent.
C25 er det toneangivende danske aktieindeks. Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.
Palle Sørensen, som er cheføkonom i Nykredit, påpeger, at der i første omgang er tale om en trussel fra den amerikanske præsident, og at der endnu ikke ligger et underskrevet dekret.
Men hvis truslerne føres ud i livet, så vil det formentlig påvirke aktiviteten i både dansk og europæisk økonomi negativt, vurderer han.
- Men konsekvenserne af en toldmur i den størrelsesorden er - som nævnt flere gange tidligere - overskuelige. Det er formentlig langt fra nok til at skabe decideret tilbagegang, skriver Palle Sørensen i et notat mandag morgen.
Ud over Danmark ønsker Trump at lægge told på Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.
Han har desuden truet med, at tolden på de pågældende lande vil stige til 25 procent 1. juni, hvis der endnu ikke er indgået en aftale om "komplet og total overtagelse af Grønland".
/ritzau/
