Dansk milliardær nærmer sig godkendelse af Loch Ness-projekt

ERHVERV/POLITIK30. JUL 2026 • 16:10

Et forslag om renoveringen af en gammel skotsk pub, som Anders Holch Povlsen ejer, behandles i næste uge.

Den danske erhvervsmand Anders Holch Povlsen har kurs mod at få godkendt et stort renoveringsprojekt af en pub, der ligger ved Loch Ness-søen i Skotland.

Det sker, efter at Skotlands miljøbeskyttelsesagentur (Sepa) har droppet et krav om, at renoveringen sættes på pause på grund af en risiko for oversvømmelse.

Sådan lyder det i et brev fra Sepa til Highland Council, skriver TV 2, der har set brevet.

Highland Council er den regionale myndighed i det skotske højland.

- Vi trækker vores protest mod planerne på grund af risiko for oversvømmelse tilbage. Det er baseret på vores forståelse af den langsigtede risiko for oversvømmelse lige nu, skriver Sepa i brevet ifølge TV 2.

Gennem det skotske selskab WildLand købte Anders Holch Povlsen i 2024 pubben Dores Inn.

Pubben, der ligger på den sydlige bred af Loch Ness, er et vartegn. I 1967 blev den besøgt af dronning Elizabeth og prins Philip.

Planerne for renoveringen af den omkring 200 år gamle pub omfatter blandt andet et bageri, en café, en butik, toiletfaciliteter og bedre parkeringsmuligheder. Det skriver BBC.

Forslaget fra Anders Holch Povlsen, der også ejer Bestseller-koncernen, skal efter planen behandles i næste uge. Det fremgår af Highland Councils hjemmeside.

Her står der også, at det anbefales, at projektet bliver godkendt.

Anders Holch Povlsen ejer ifølge Børsen over en procent af Skotland. Det drejer sig primært om jord i det skotske højland, hvor han har købt flere store godser.

Han er samtidig den største private jordbesidder i Skotland, og han ejer mere jord end for eksempel det britiske kongehus. Det skriver TV 2.

Ifølge BBC er han også den rigeste person i Skotland.

Anders Holch Povlsens selskab WildLand har primært fokus på naturbeskyttelse og vil gennem en 200-års plan genoprette det skotske højland.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT