Danmark afsætter 300 millioner til teknologisk hjælp til Ukraine

27. MAR 2025 • 16:28ERHVERV/POLITIK

Danmark opretter en innovationspulje på 300 millioner kroner, som skal hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.

Regeringen lancerer en innovationspulje på 300 millioner kroner til Ukraine.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) torsdag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

- Europa er nødt til at gøre mere, og det gælder også i Danmark.

- Vi er en af Ukraines største støtter. Som noget yderligere har vi rådført os om en særlig innovationspulje på 300 millioner kroner, siger han.

Innovationspuljen skal blandt andet have fokus på teknologiområder, som anvendes i forbindelse med elektronisk krigsførelse og droneområdet, hvor der er højt tempo på udviklingen.

Her har nyudviklede teknologiske løsninger en stor effekt på de ting, der foregår i kampsituationer.

- Der er ingen tvivl om, at Ukraine har et stort behov for at imødegå det massive pres, der opleves på fronten fra de russiske tropper, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

- Udviklingen af nye teknologiske løsninger på slagmarken er en af de måder, hvorpå ukrainerne kan balancere den russiske overmagt, hvilket midlerne til innovationspuljen vil være med til at understøtte, siger han.

De 300 millioner kroner bliver finansieret af midler fra Ukrainefonden.

Ukraine har fremlagt en række områder inden for teknologi, hvor landet har behov for støtte fra udlandet.

Ukrainerne har lavet en prioriteret liste over de områder, hvor de har brug for hjælp, for at kunne modstå det russiske pres på slagmarken.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vil lave en markedsundersøgelse, og herefter skal det besluttes, inden for hvilke teknologiske områder Danmark kan hjælpe hurtigt. Og hvilke danske virksomheder, der kan bidrage.

Ukraine blev 24. februar 2022 invaderet af den store nabo, Rusland. Siden har de to lande været i krig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT