Dagpenge hæves for ledige og sænkes for nyuddannede

29. JAN 2023 • 10:26ERHVERV/POLITIK

Der sker en forbedring af dagpenge de første tre måneder af en ledighedsperiode på bekostning af nyuddannede.

For første gang i mange år stiger dagpengene for visse grupper. Det er dog på bekostning af de nyuddannede, som får forkortet dagpengeperioden og en lavere sats.

Det er dog en fair omfordeling, mener beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som glæder sig over, at aftalen kan træde i kraft fra maj.

- Det er en fair omfordeling at sige, at mennesker, der mister deres arbejde, i de første tre måneder af ledighedsperioden har 3650 kroner mere i dagpenge, end de har i dag.

- Samtidig siger vi, at hvis du kommer ud af en uddannelse og er under 30 år og ikke har nogen børn, så får du knap 10.000 kroner i de første tre måneder modsat tidligere, hvor beløbet var højere, siger hun.

I juni sidste år indgik den socialdemokratiske regering en aftale med SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Det er den aftale, som nu udmøntes ved, at der udsendes en bekendtgørelse, som gælder fra maj.

Fremover skal det være muligt at få op til 23.000 kroner i dagpenge under de første tre måneders ledighed. Til gengæld får nyuddannede færre penge efter tre måneders ledighed, og deres dagpengeperiode forkortes fra to år til et.

Der indføres som led i aftalen et sprogkrav for nyuddannede, der ikke har en tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Regeringspartierne Moderaterne og Venstre tiltræder aftalen, selv om sidstnævnte var stærkt kritisk overfor forslaget.

Det skyldes, at dagpengene hæves for visse grupper, i en tid hvor der er brug for hænder på arbejdsmarkedet. Ministeren glæder sig over, at partierne er tiltrådt og afviser kritikken.

- Det er en god styrkelse af vores tryghed for den her gruppe af lønmodtagere. Det er 1,5 million danskere, som har betalt til deres a-kasse og kan se frem til 3650 kroner mere i dagpenge i de første tre måneder, siger hun.

- Vi har brug for, at de, der kommer ud af vores uddannelsesinstitutioner, faktisk kommer ud på de arbejdspladser, der har så meget brug for dem.

- Så jeg synes, det er et fornuftigt ryk at lave, og jeg synes, det er en massiv styrkelse af det sikkerhedsnet, vi er ret afhængig af at have i Danmark, siger ministeren.

Flere a-kasser er kritiske over for forslaget, som de frygter vil betyde, at færre nyuddannede meldte sig ind i en a-kasse.

Fagforeningen DM, der tidligere hed Dansk Magisterforening, bifalder højere dagpengesats, men finder det urimeligt, at de unges dagpenge sættes markant ned.

- De nyuddannede er allerede ekstremt motiverede for at finde arbejde, og langt de fleste finder hurtigt job. De få unge, der bliver ledige, fortjener ikke et hullet sikkerhedsnet, siger formand Camilla Gregersen i et skriftligt citat.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU