Budgetaftale i København sikrer flere boliger og parkering bliver dyrere

ERHVERV/POLITIK3. SEP 2026 • 10:18

Der er indgået en budgetaftale for 2027 i Københavns Kommune. Dog uden De Konservative og Frie Grønne.

Så er der kommet styr på budgettet i landets hovedstadskommune.

SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti er enige om Københavns Kommunes budget for 2027.

Det skriver Økonomiforvaltningen i kommunen i en pressemeddelelse.

De Konservative og Frie Grønne er ikke med i aftalen.

Det er den første budgetaftale, som er lavet efter sidste års kommunalvalg, og det er dermed den første aftale, som er lavet under overborgmester Sisse Marie Wellings (SF) ledelse.

Aftalen skal blandt andet sikre flere boliger, hvilket i årevis har været et stort problem i kommunen.

- Parterne er enige om at afsætte midler til fortsat at støtte stiftelsen af nye andelsboligforeninger ved at købe og indtræde i 120-150 andelsboliger som midlertidig andelshaver i foreninger, herunder sagsbehandling og forskelsafgift, står der blandt andet i aftalen.

Der afsættes 30 millioner kroner i 2027 til opkøb af andelsboliger.

Desuden afsættes der penge til at gøre byen "grønnere", og der er også fokus på velfærdsområdet.

- På trods af politiske forskelle har vi lænet os mod hinanden. Det er vigtigt, for det kræver samarbejde at skabe den bedste by for københavnerne. Og så er jeg stolt af, at vi med den her aftale sikrer flere boliger til københavnerne, tager ansvar for, at byens børn trives og sørger for, at der kommer mere grønt i bybilledet, siger Welling i pressemeddelelsen.

Mens to partier står uden for budgetaftalen for 2027, var det en samlet Københavns Borgerrepræsentation, der sidste år indgik aftale om kommunens budget for i år.

Tidligere på ugen meddelte børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), at De Konservative ikke kunne være en del af budgetaftalen. Årsagen var, at prisen på parkeringslicenser i København skulle hæves.

- Vi oplevede en hård konfrontation fra særligt venstrefløjen, og ingen lydhørhed fra overborgmesteren. Vi kan konstatere, at hun ikke ønsker at samle alle partier bag næste års budget, sagde Jakob Næsager til Altinget.

Og det bliver parkeringslicenserne også. En beboerlicens til elbil, brintbil og elmotorcykel stiger for eksempel fra 1270 til 1905 kroner. For benzinbiler hæves prisen med mellem 200 kroner og 1035 kroner - alt efter hvor langt bilen kører på literen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT