Borgerne skal stå bedre rustet mod cybertrusler med ny aftale
Bredt flertal i Folketinget er blevet enig om aftale for en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed.
Cybertruslen - fra blandt andre Rusland - er alvorlig. Både borgere, virksomheder og myndigheder skal derfor stå bedre rustet i fremtiden til at kunne håndtere den.Det er regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Radikale og Alternativet enige om, og derfor har partierne lavet en aftale for en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed for 2026-2029.
Det skriver Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i en pressemeddelelse. Her meddeles det desuden, at løsgænger Mike Fonseca også er med i aftalen.
Der afsættes i alt 211 millioner kroner i perioden, som "bygger videre på eksisterende tiltag på området", og 33 millioner kroner årligt i 2030 og frem.
Blandt andet skal en cyberhotline for digital sikkerhed styrkes mere, så den udbredes mere til borgerne.
- Strategien for cyber- og informationssikkerhed er endnu et vigtigt skridt mod styrket cybersikkerhed i hele vores samfund.
- Det er vigtigt, at danskerne er informeret om, hvor de kan få hjælp, hvis de bliver ramt af cyberkriminalitet som digital svindel. Et vigtigt element i strategien er, at vi styrker cybersikkerhed for danskerne og de små og mellemstore virksomheder, så vi får alle med om bord, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) i pressemeddelelsen.
Der skal også arbejdes for, at "flere offentlige såvel som private organisationer aktivt henviser til værktøjerne, så borgerne modtager ensrettet kommunikation om, hvor de kan finde hjælp om digital sikkerhed", lyder det.
Der etableres også et såkaldt civilt cyberprogram, som skal "fungere som et intensivt opkvalificerings- og træningsforløb målrettet talenter med interesse og potentiale inden for cybersikkerhed".
Aftalen byder også på yderligere fokus på cybersikkerheden for små og mellemstore virksomheder. Det er godt, lyder det fra både Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark. Sidstnævnte organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
- Cybertruslen er ikke længere noget, der kun rammer ministerier og store koncerner. Den rammer alle - og i stigende grad også mindre virksomheder, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.
- Det kan lamme forretninger, kompromittere kundedata og skabe alvorlige brud i hele værdikæder, siger han.
/ritzau/
