Borgere får sendt nye beredskabsråd som digital post

15. JUN 2024 • 17:10ERHVERV/POLITIK

Der er ingen grund til at "fare ud i panik" og købe ind efter nye beredskabsråd, siger Beredskabsstyrelsen.

De nye hjemmeberedskabsråd fra Beredskabsstyrelsen vil blive sendt til alle borgere, som har digital post.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde om de nye anbefalinger lørdag under Folkemødet på Bornholm.

Foldere med rådene vil også være tilgængelige på offentlige institutioner som eksempelvis biblioteker, lyder det.

- Så ser vi på efter sommerferien, om man skal lave en decideret husstandsomdeling til alle borgere i Danmark, siger Troels Lund Poulsen.

Han slår flere gange fast, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.

- Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land, siger han.

Derfor er der heller ikke grund til at "fare ud i panik" og købe ind til sit hjemmeberedskab, lyder det fra Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg.

- Når man alligevel er ude at købe ind, så kan man stille og roligt fylde op i sit lager, siger Laila Reenberg.

Hun påpeger også, at rådene er vejledende, og at de blandt andet er blevet udarbejdet efter "stigende efterspørgsel fra borgerne".

- Når vi anbefaler det, så er det jo fordi, hvis folk kan klare sig selv i de her tre dage, så kan myndigheder fokusere på at løse de opgaver, som myndighederne nu skal løse, og arbejde på at normalisere situationen hurtigst muligt, siger Laila Reenberg videre.

Hovedbudskabet i de nye anbefalinger er, at danskere skal kunne klare sig selv i tre dage med forsyninger som vand, mad og medicin i tilfælde af en krisesituation.

Troels Lund Poulsen siger, at det har været en "svær balancegang" at udarbejde rådene.

For han ønsker ikke at "skabe en eller anden panisk stemning hos den enkelte".

- Vi bliver nødt til alle sammen at tage det stille og roligt, siger forsvarsministeren.

Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om en reel trussel, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i en skriftlig kommentar.

- Vi lever i et af verdens bedste samfund. Men et moderne samfund som vores er også sårbart.

- Et nedbrud et sted kan få konsekvenser andre steder. For eksempel for adgangen til strøm og vand. Derfor håber jeg også, at danskerne vil tage positivt imod myndighedernes anbefalinger. For det stiller os stærkere som samfund, hvis vi alle gør lidt, siger hun.

Rådene er lørdag blevet offentliggjort på Beredskabsstyrelsens hjemmeside under titlen "Forberedt på kriser".

Inden da havde Troels Lund Poulsen præsenteret nogle af dem i sin partiledertale på Folkemødet på Bornholm.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU