Boligaftale skal skabe op mod 25.000 almene boliger over ti år

17. DEC 2025 • 10:48ERHVERV/POLITIK

Ved blandt andet at hæve det såkaldte maksimumbeløb skal der de kommende ti år skabes flere almene boliger.

Der skal gang i alment nybyggeri landet over.

Derfor har regeringen, SF, De Konservative og Enhedslisten indgået aftale, som hæver det såkaldte maksimumbeløb for, hvor meget et alment boligbyggeri må koste at opføre.

Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

- Når almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo og leve i byerne, er det ikke bare et boligproblem. Det er et socialt og et demokratisk problem.

- For vi risikerer at miste den samhørighed og sammenhængskraft, som kendetegner Danmark. Derfor er blandede byer så vigtige. Og derfor er jeg utroligt glad for denne aftale, der vil betyde flere betalbare boliger dér, hvor behovet er størst, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i pressemeddelelsen.

Ifølge ministeriet ventes aftalen over de næste ti år at skabe 20.000-25.000 nye almene boliger samt at sikre midlertidigt lavere husleje i op mod 2000 almene familieboliger.

Maksimumbeløbet sætter et loft for opførelsesprisen for alment byggeri for at sikre, at huslejen efterfølgende ikke bliver for høj.

Aftalen sikrer blandt andet, at Københavns Kommune og Aarhus Kommune får lov til at overskride beløbet med 20 procent de næste ti år.

Netop i de kommuner betyder stigende byggepriser, høje grundpriser og skærpede klimakrav, at det kan være svært at få projekter til at hænge økonomisk sammen inden for reglerne i forhold til det nuværende maksimumbeløb.

For resten af landet hæves maksimumbeløbet med 3,9 procent. I sit udspil havde regeringen spillet ud med at hæve maksimumbeløbet i hele landet - bortset fra København og Aarhus - med én procent.

- Vi sikrer med aftalen også særligt billige almene boliger til socialt udsatte, som ellers kan have svært ved at få fodfæste på boligmarkedet. Det her er et vigtigt skridt mod både mere blandede byer og et mere sammenhængende Danmark, siger ministeren.

Boligområdet har været meget omtalt i dansk politik på det seneste. Efter at en ny kontanthjælpsreform trådte i kraft 1. juli, er det i flere medier blevet beskrevet, at nogle kontanthjælpsmodtagere får et så lille rådighedsbeløb, at de risikerer at blive hjemløse.

Reformen betød blandt andet, at kommuner ikke længere havde mulighed for at give huslejetilskud.

Regeringen har efterfølgende besluttet at afsætte 15 millioner kroner i 2026. Dem kan kommunerne bruge på de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT