Audi tilbagekalder 2500 biler i Danmark med mulig bremsefejl
Danske ejere af de tilbagekaldte biler får besked i e-Boks om at få bilen tjekket hos en Audi-servicepartner.
Audi tilbagekalder en række biler, herunder omkring 2500 i Danmark, da der er en mulig fejl på bremserne.Det oplyser Britt Stellinger, som er pressechef i Audi Danmark, til Ritzau.
Der er tale om bilmodellerne Audi e-tron og Q8 e-tron fra en bestemt produktionsperiode.
Audis løbende kontrol har vist, at det på de gældende biler er nødvendigt at kontrollere samlingen til bremsekraftforstærkerens trykstang. Der er nemlig risiko for, at samlingen løsner sig, lyder det.
- Hvis dette sker, vil det dog stadig være muligt at bremse via den elektroniske parkeringsbremse i midterkonsollen, forsikrer Britt Stellinger i et skriftligt svar.
Ejerne af de 2500 biler i Danmark vil modtage et brev i e-Boks via Motorstyrelsen inden for den kommende uge.
I brevet vil de blive opfordret til at kontakte en autoriseret Audi-servicepartner for at få tjekket bilen.
Ejerne kan fortsat bruge deres biler frem til kontrollen, oplyser Audi Danmark.
Tirsdag skrev det norske medie Elbil24, at Audi tilbagekalder 10.000 biler i Norge grundet en mulig bremsefejl.
Tilbagekaldelsen er en del af en større global tilbagekaldelse. Ifølge det norske medie er de tilbagekaldte biler produceret mellem 2018 og 2024.
Der skal dog ikke være tale om alle biler, som er produceret i den periode.
Ifølge norske TV 2 tilbagekalder Audi sammenlagt næsten 100.000 biler.
Audi er en del af den tyske Volkswagen-koncern. Selskabets biler produceres i en række lande herunder i Tyskland.
/ritzau/
