Anders Vistisen er valgt ind i Folketinget og forlader EU-Parlamentet

25. MAR 2026 • 14:14ERHVERV/POLITIK

Anders Vistisen erstattes af Dansk Folkepartis næstformand, Majbritt Birkholm, i EU-Parlamentet.

Efter folketingsvalget må Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti indstille sig på at rykke sin hverdag fra Bruxelles til København.

Det nuværende EU-parlamentsmedlem er således blevet valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

Han er valgt i Nordjyllands Storkreds, hvor alle stemmer onsdag eftermiddag er blevet talt op.

Dermed må Vistisen forlade sin plads i EU-Parlamentet.

Halvanden måned inden valget fortalte han om baggrunden for, at han stillede op ved folketingsvalget.

- Jeg stiller op for at holde Mette Frederiksen ansvarlig for hendes svigt på udlændingeområdet og for den måde, hendes regering igen og igen overhører danskerne uden for de store byer, skrev Vistisen på Facebook.

I EU-Parlamentet erstattes han af sin suppleant, Dansk Folkepartis næstformand, Majbritt Birkholm, som hidtil har været regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og medlem af byrådet i Holstebro Kommune.

38-årige Anders Vistisen har været medlem af EU-Parlamentet fra 2014 til 2019 og igen fra 2022.

Siden 2004 har det ikke været tilladt for medlemmer af EU-Parlamentet at være medlem af et nationalt parlament.

Inden da var det almindeligt, at medlemmer af EU-Parlamentet i Bruxelles havde dobbeltmandater, hvor de også var repræsenteret i deres respektive nationale forsamlinger.

Medlemmer af EU-Parlamentet kan heller ikke indgå i en regering i deres hjemlande.

Årsagen til ændringen er, at arbejdet i EU-Parlamentet er for omfattende til, at det vurderes at være muligt at have en parallel politisk karriere et andet sted.

Dansk Folkeparti er med folketingsvalget gået markant frem. Partiet har fået 16 mandater i Folketinget. Det er 11 flere end efter valget i 2022.

Anders Vistisen stillede også op ved folketingsvalget i 2022. Her stillede han op i Østjylland som spidskandidat, men blev han slået af Nick Zimmermann og blev ikke valgt ind.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT