Analytiker: Fælles regeringstur til Ukraine var meget usædvanlig

2. FEB 2023 • 19:05ERHVERV/POLITIK

Da Danmarks topministre rejste sammen til krigsramt ukrainsk by, var det uden fortilfælde, mener analytiker.

Det var en "sikkerhedsmæssig speciel situation" og "meget usædvanligt", da toppen af den danske regering mandag var på fælles besøg i den ukrainske by Mykolajiv.

Det vurderer Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var alle rejst sammen til den krigsramte by, som Danmark skal være med til at genopbygge.

Her mødtes de blandt andre med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Det danske besøg var ikke annonceret offentligt på forhånd.

- Vi ved, at ukrainerne er dygtige til at sørge for sikkerheden for VIP’er. Det ved vi trods alt, men det er en krigszone, de tager ned i, og det er meget usædvanligt, at en regeringstop rejser sammen, siger Jacob Kaarsbo.

Han kan ikke komme på andre eksempler, hvor en samlet regeringstop er rejst til et krigsramt område i Ukraine.

- Og jeg vil næsten sige, at havde det ikke været en koalitionsregering med tre indbyrdes konkurrerende partiledere, så tror jeg ikke, at vi havde set noget lignende, siger han.

- Når der ikke er andre lande, der bærer sig sådan ad, så er det ikke det, man normalt ville gøre. Og så er det jo fordi, at det normalt ikke ville være det, der er fornuftigt.

Ifølge Jacob Kaarsbo vil Forsvarets Efterretningstjeneste inden rejsen have foretaget en trusselsvurdering, men "i sidste ende er det regeringens beslutning", om turen skal ske.

- Ud fra truslerne gør man sig nogle forholdsregler – hvad man så kan gøre for at mitigere de trusler.

- Men du kan ikke rejse derned, uden hvad jeg vil kalde betragtelige risici. Det er der.

Jacob Kaarsbo forklarer, at Mykolajiv i øjeblikket ikke er inden for afstand af russisk artilleri.

Byen ligger i det sydlige Ukraine på et strategisk vigtigt punkt. Den har jævnligt været under angreb, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar.

Inden krigen havde Mykolajiv en befolkning på omkring en halv million. Færre end halvdelen af tilbage nu - resten er flygtet eller blevet slået ihjel i bombardementer.

I et skriftligt svar oplyser Statsministeriet, at den danske regering med turen "har ønsket at sende et tydeligt budskab til Ukraine og det ukrainske folk".

- Danmarks støtte er vedholdende. Det er en samlet regering – også efter regeringsskiftet – der fortsætter med at bidrage militært, finansielt og humanitært, så Ukraine kan vinde krigen, lyder det fra ministeriet.

I forhold til de sikkerhedsmæssige overvejelser om turen henviser Statsministeriet til Justitsministeriet, der henviser til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Her lyder det i et skriftligt svar, at PET generelt ikke udtaler sig om konkrete sikkerhedsspørgsmål herunder personbeskyttelse.

- Men det siger sig selv, at fastsættelsen af sikkerhedsforanstaltningerne ved en rejse af denne karakter altid vil bero på en konkret trusselsvurdering, skriver PET.

FE har ingen kommentar til, om tjenesten har medvirket til en trusselsvurdering forud for turen.

I det danske kongehus tages der andre sikkerhedshensyn end hos regeringen.

Det er eksempelvis kutyme, at dronning Margrethe og kronprins Frederik aldrig flyver i samme fly, i tilfælde af at flyet skulle styrte ned.

Den amerikanske præsident og vicepræsident flyver heller ikke sammen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU