Alternativet vil sikre garanti for rent drikkevand
På sommergruppemøde præsenterer Alternativet et nyt drikkevandsudspil med straksforbud mod PFAS i landbruget.
Borgerne skal have en garanti for rent drikkevand i hele Danmark.Det er hovedbudskabet i et nyt politisk udspil fra Alternativet, der præsenteres i forbindelse med partiets sommergruppemøde onsdag.
- Baggrunden er, at danskernes drikkevand er langt mere truet, end de fleste ved, siger politisk leder Franciska Rosenkilde på et pressemøde i Brønshøj Vandtårn.
Alternativet foreslår et straksforbud mod brugen af PFAS og andre flourpesticider i dansk landbrug, så brugen af stofferne er udfaset med udgangen af 2025.
Og fra 2035 ønsker Alternativet, at alle sprøjtegifte er udfaset af dansk landbrug for at beskytte miljøet og drikkevandet.
På pressemødet bliver der spurgt ind til, at det først skal ske i 2035.
- Det handler også om at sætte nogle mål, der kan lade sig gøre. Jeg har da lyst til at sige, at det skal være om halvandet år eller to år, siger politisk ordfører Torsten Gejl.
- Ti år virker som lang tid, men når det handler om at fjerne sprøjtegift fra landbruget, så er det kort tid. Det vil kræve en lille revolution.
Tal fra Miljøstyrelsen viste i juni, at landbrugets brug af PFAS er steget fra 2021 til 2024.
Landbruget kan dog bruge færre sprøjtemidler, der indeholder PFAS. I juli blev 23 sprøjtemidler med PFAS forbudt, fordi sprøjtemidlerne i sidste ende nedbrydes og udvaskes til drikkevandet.
Alternativets udspil indeholder også, at borgerne skal have lettere adgang til viden om drikkevandet. Partiet foreslår, at der skal oprettes en hjemmeside og en app, hvor der kan findes oplysninger om kvaliteten af drikkevandet, hvor man bor.
- At finde viden om vandkvalitet skal være lige så nemt som at tjekke vejrudsigten, lyder det.
Når alle sprøjtemidler skal udfases i dansk landbrug, vil der "forventeligt skulle tilføres yderligere omstillingsstøtte", lyder det i udspillet.
De penge kan findes i det økonomiske råderum, der er blevet opjusteret markant det seneste år, lyder det fra Alternativet.
I den seneste meningsmåling fra Voxmeter stod Alternativet til 2,1 procent af stemmerne med en statistisk usikkerhed på 0,9 procentpoint.
/ritzau/