Affaldsbranchen vil kriminalitet til livs med affaldspoliti

30. SEP 2024 • 22:29ERHVERV/POLITIK

Brancheforening efterspørger affaldspoliti, der kan gøre op med "mafiaforhold" i handlen med affald.

Affaldsselskabernes brancheforening vil have indført affaldspoliti for at forhindre blandt andet illegal affaldstransport.

Det skriver Jyllands-Posten i en artikel mandag.

Der mangler særligt myndigheder, der fører tilsyn med det affald, der krydser landegrænser, siger direktør i affaldsselskaberne brancheforening, Cirkulær, Jens Bomann Christensen til Jyllands-Posten.

Det handler om at komme "mafiaforhold" til livs.

- Man beskriver ofte ulovlig bortskaffelse af affald med karikaturen af en italiensk mafioso. Men det sker i hele Europa - også i Danmark. Vi er nødt til at forholde os til omfanget og skærpe kontrol og straf samt lette bevisbyrden for miljømyndigheder og politi, siger affaldsdirektøren til Jyllands-Posten.

Affaldspolitiet skal efter hans mening også kontrollere, at håndteringen af jordaffald foregår efter reglerne.

Det siger han til Jyllands-Posten og henviser til TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", der afdækkede kriminelle, der blev betalt for at skaffe sig af med farlig forurenet jord udenom reglerne.

Jens Bomann Christensen forestiller sig, at affaldspolitiet kan fungere på enten statslig plan eller på tværs af EU-lande, lyder det i artiklen.

En væsentlig del af affaldet produceret herhjemme sendes til udlandet for at blive genanvendt eller brændt.

Det gælder blandt andet plast, hvor halvdelen bliver brændt i Danmark, og den anden halvdel sendes til Tyskland.

Ifølge Jyllands-Posten lå markedet for genanvendt plast i 2022 på cirka 335 milliarder kroner.

Alene i Danmark handles affald for et tocifret milliardbeløb hvert år, skriver Jyllands-Posten.

Det er ikke ualmindeligt, at affaldet handles fire-fem gange eller mere, lyder det i artiklen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 21:53UDLAND
Georgia skrotter stram abortlov
FÅ ABONNEMENT