Aagaards livliner afviser armvridning for støtte
Jon Stephensen afviser at have fået noget til gengæld for at støtte Lars Aagaard ved dagens samråd.
Det så sort ud for klimaminister Lars Aagaard (M) tirsdag. Det var lige indtil, at først de nordatlantiske mandater og senere løsgænger Jon Stephensen meldte ud, at de ville støtte ministeren ved onsdagens samråd.Nu afviser Jon Stephensen, at han skulle have fået noget til gengæld for den pludselige opbakning forud for onsdagens samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.
- Det her er min egen frie vilje, og mere har jeg egentlig ikke at sige til det.
- Jeg har hverken fået vredet arme rundt eller lokkemad eller noget. Det er min egen frie vilje, siger han til Ritzau.
Der har været gisninger om, hvorvidt Jon Stephensen støttede Aagaard for at vinde sin mistede plads i Moderaterne tilbage.
Men det afviste gruppeformanden i partiet allerede kort efter samrådet.
- Det her har ikke noget at gøre med, om Jon Stephensen er velkommen i Moderaterne eller ej.
- Situationen omkring Jon Stephensen har ikke ændret sig, i forhold til hvordan den så ud i sidste uge, sagde han.
Også de tre nordatlantiske mandater Aaja Chemnitz (IA), Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF) meldte tirsdag ud, at man ville bakke op om ministeren.
Det er meget usædvanligt, at Grønland og Færøerne blander sig i danske sager, og det fik da også flere til at spekulere i, hvorvidt der var goder på højkant til gengæld.
Men det afviser Aaja Chemnitz nu over for TV 2.
- Vi står i en situation, hvor vi støtter regeringen, og det har vi haft brug for at melde ud. Det er ikke en blind tillid, men vi vurderer, at vi stadig har tillid til ministeren ud fra den redegørelse og de meldinger, der er kommet.
- Vi er løbende i dialog med regeringen, og der har været brug for, at vi støttede op om regeringen, og det har vi så valgt at gøre, siger hun onsdag til TV 2.
Hun skrev også tidligere på dagen i en kommentar på Facebook, at "IA ikke har fået noget for det".
Lars Aagaard var onsdag indkaldt til samråd, da flere oppositionspolitikere har været stærkt utilfredse med, at ministeren i deres optik har tilbageholdt en vigtig viden om det forsinkede elnet forud for politiske forhandlinger om emnet i 2024.
Oppositionen har da også efter samrådet erklæret mistillid til ministeren, til trods for at det ikke har været muligt at samle et flertal imod Lars Aagaard.
/ritzau/