FORSVAR /
Fredag 12. december 2025 • 15:30 Ny radar til overvågning af Østersøen trækker ud
– Den er snart 40 år gammel, så den trænger til en udskiftning, siger Max Ellegaard Hansen.
Tre nye luftvarslingsradarer skal opstilles tre forskellige steder i kongeriget. På Bornholm har det "i lang tid" været planen, at en mere avanceret radar skulle erstatte den gamle fra den kolde krig. Nu er kontrakten underskrevet – men tidsplanen er allerede skredet.
Bornholm får en ny luftvarslingsradar fra det amerikanske Lockheed Martin, der også har produceret Danmarks F-35-fly.
Det har en enig forligskreds besluttet efter militærfaglig indstilling fra forsvarschef Michael Hyldgaard ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet torsdag.
Der skal også opstilles nye radarer i Skagen og på Færøerne, og kontrakten giver samtidig mulighed for at opsætte en fjerde radar af samme type i Grønland.
– Moderne luftvarslingsradarer er afgørende for, at vi kan opdage, forstå og reagere hurtigt på afvigelser fra normalbilledet og specifikke trusler. Med de nye systemer får vi et markant forbedret situationsbillede, som styrker sikkerheden i hele Kongeriget og vores evne til at bidrage til Nato’s samlede luftforsvar, udtaler forsvarschef general Michael W. Hyldgaard i pressemeddelelsen.
På Bornholm har det "i lang tid" været planen at udskifte den gamle luftvarslingsradar i Almindingen med en ny model, fortæller Max Ellegaard Hansen, der er chef for Radarhoved Bornholm:
– Den er snart 40 år gammel, så den trænger til en udskiftning, siger han.
Det har taget tid at beslutte, hvilken type radar der skulle vælges, og hvem der skulle levere den, forklarer han. I sidste uge blev det endelig afgjort.
Forligspartierne i Folketinget har sagt ja til at købe de tre nye radarer til de tre steder for flere milliarder kroner, og nu er kontrakten med det amerikanske selskab underskrevet.
Men erstatningsradaren på Bornholm er allerede flere år forsinket.
Ny radar "kan se meget mere"
Den store radar ligger ved et militært anlæg tæt på Rytterknægten. Den er fra 1986 og nærmer sig dermed 40 år.
Fra sin placering omkring 280 meter over havet rækker den 470 kilometer ud for Bornholm og overvåger luftrummet i en stor del af Østersøen.
Informationerne sendes videre til operationscenteret i Karup som håndterer det, når der for eksempel er krænkelser af luftrummet og afvisningsberedskabet skal på vingerne.
Radaren har dermed en vigtig rolle for Danmark og Natos beskyttelse af Østersøen. Og behovet for den er kun blevet større i de senere år.
Ifølge Forsvarets Efterretningstjenestes årlige rapport ”Udsyn”, der udkom onsdag, er Ruslands militære aktiviteter i Østersøregionen blevet mere truende over for Nato, og der er registreret "langt flere" krænkelser af luftrummet i år end sidste år.
Max Ellegaard Hansen siger, at der med den nye radar er tale om en markant opgradering:
– Den er mange generationer nyere end den, vi har i dag. Den kan se meget mere, og det specielle er, at den kan stå stille. Den kan kigge i en bestemt retning, og det giver os en længere rækkevidde.
Den nuværende luftvarslingsradar roterer konstant.
Forsvarsministeriet nævner ikke i pressemeddelelsen, hvilke radarer der indkøbes fra den amerikanske leverandør.
Men Max Ellegaard Hansen bekræfter over for Tidende, at der er tale om den avancerede radar TPY-4, som både Sverige og Norge også har købt. De øvrige radarer er af samme type, tilføjer han.
Det store spørgsmål er, hvornår de kan forventes.
Max Ellegaard Hansen glæder sig til, at den nye, topmoderne radar kommer til Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Deadline er overskredet
I pressemeddelelsen fra Forsvarsministeriet torsdag fremgår det, at de tre nye luftvarslingsradarer forventes leveret og taget i brug i "de kommende år".
Radaren på Færøerne skal lukke et hul i overvågningen af luftrummet som har eksisteret siden dens forgænger blev nedlagt i 2007.
Det blev allerede fast besluttet at øgruppen skulle have en ny radar tilbage i 2021, da et flertal i Folketinget afsatte 1,5 milliarder kroner til en styrkelse af Forsvaret i Arktis og Nordatlanten.
Tidligere har et lækket statusnotat fra Forsvarskommandoen vist, at Færøernes nye radar først forventes at være operativ i 2030.
Nye oplysninger viser ifølge Berlingske, at der har været besværligheder med indkøbet af materialet til de tre radarer – og at den interne deadline for anskaffelsen i juni i år blev overskredet.
Den nye radar på Bornholm er også blevet forsinket.
Tidligere lød meldingen, at den skulle være på plads ved udgangen af 2026, og sidste år sagde Max Ellegaard Hansen til TV2 Bornholm, at udskiftningen ville ske i 2027.
– Det når vi ikke, erkender han nu.
Han tilføjer, at udskiftningen vil ske "inden for en kort årrække". Der skal først bygges et nyt tårn. Den nye radar kommer ”forventeligt” i 2028, siger han.
Ifølge Max Ellegaard Hansen er der dog ikke noget i vejen med den gamle radar – og der er ikke et overvågningshul omkring Bornholm i modsætning til situationen over Færøerne.
– Den gamle radar gør det nu godt, men den er snart 40 år gammel og trænger til udskiftning, så vi kan få en mere nutidig radar, og det glæder vi os naturligvis til, siger han.