Vabler og mærker på jakken

Vabler og mærker på jakken
Det er forholdsvis vanskeligt at lokke ord ud af den gule spejder Malene. Det er Winnies skyld. Foto: Søren Strandman-Møller
NYHED | ABONNENT | 20. MAJ 2024 • 15:30
NYHED | ABONNENT
20. MAJ 2024 • 15:30

Trods ømme fødder var der højt humør på den årlige Spejdermarchen Bornholm Rundt i pinsen.

Malenes ben er i en unaturlig position. De står næsten vandret op i luften. Det er vabeldamens skyld.

Vabeldamen er indehaver af doktor Fodballes pop-up-klinik og hedder i virkeligheden Winni Strange Kofoed. Efter dagens 40 kilometers march er hun med stor sandsynlighed lejrens mest populære person. Af indlysende årsager. For vabeldamen er den, der holder bentøjet gående med massage og hjælp til ømme fødder i løbet af de 105 kilometer, som årets tre dage lange Spejdermarchen Bornholm Rundt byder på.

Marchen er noget helt specielt. For det er det eneste sted i landet, hvor alle fire spejderforbund kan mødes en gang om året. Det fortæller Kjeld Ole Rønne fra KFUM, der selv har en del marchkilometer i benene.

– Cirka det halve af deltagerne er fra Bornholm og den anden halvdel er ovrefra. Jeg har været med siden 1966, da jeg var 11 år gammel, siger han.

Der var 155 vandrende spejdere med fra start, men på dag to er der 107 tilbage. En delvis forklaring er dog, at de alleryngste ikke har kræfter til hele turen.

– Der er børn med nede fra seksårsalderen, og de får et diplom, hvis de stiller op og går en del af ruten. Men hvis man skal have et mærke, skal man gennemføre hele marchen, slår han fast.

De yngste, der gennemfører de 105 kilometer på tre dage, er otte år.


Kjeld Ole Rønne er en garvet spejder. Han har været med i KFUM siden 1966. Foto: Søren Strandman-Møller


Spejder før hun fyldte ét år

Mange er født ind i spejderbevægelsen, fordi deres forældre har været spejdere. Sådan en familie sidder klædt i FDF-tøj på et tæppe foran teltet og puster ud.

Eller det vil sige, hele familien Bendix er ikke længere repræsenteret. For far er kørt hjem igen.

– Han er med som support, men vil have adgang til toilet, bad og privatliv, siger mor Mia med et smil.

Familiens to børn hedder Camilla og Natasja. De er født spejdere. I bogstavelig forstand.

– Jeg har haft Natasja med på marchen, før hun fyldte ét år, siger Mia.

Børnene er egentlig ikke helt børn længere. Camilla er 18 år gammel og Natasja 14 år. Ingen af dem har lyst til at forlade spejderbevægelsen.

– Fællesskabet er det bedste, siger Natasja, der dog også er svært begejstret for at samle mærker og ikke mindst for at bygge med rafter og reb.

Hun vil gerne være leder, hvilket Camilla allerede er. Camilla løber dog nok snart tør for Bornholm. Hun går i 2.g og forlader sandsynligvis øen, når studierne kalder. Men det betyder ikke, at hun indstiller spejderiet.


– Jeg vil gerne være leder ovre i et andet korps, siger hun.

Camilla har gaflet seks marchmærker, mens det er blevet til fire for Natasja. Lillesøster haler dog ind på storesøster, da sidstnævnte ikke kan marchere i år.

– Jeg har et overbelastet løbeknæ, forklarer hun.

Men så kan man altid bakke familiens yngste op, for det med at marchere 105 kilometer på tre dage er altså ikke kun noget, man gør for sjov.

– Fredag er det meget hyggeligt, og det er det også indtil lørdag frokost. Men derefter skal man bare i mål, siger Natasja med et bredt smil.

De havde ingen lyst til at stoppe

Om lidt kalder kødgryderne, og i aften byder de på kylling i karry.

Spejderne er nemlig så heldige, at en gammel garde brødføder dem. Det er Sct. Georgs Gilderne fra Nexø, der rører i gryderne, og madfar Niels Dahl har fundet den helt store ske frem.

– Der er ingen, der kalder mig Niels. Alle kalder mig Nisser, smiler veteranen, der har 38 år på bagen som medlem af Sct. Georg Gilderne og 27 år i KFUM.

– Det Danske Spejderkorps dannede Sct. Georg Gilderne i 1933. Dengang var det slut med at være spejder, når man blev 21 år, og der var mange, der fortsat havde lyst til at være med i fællesskabet. Derfor dannede man Sct. Georg Gilderne, fortæller Nisser.

I dag er alle fire korps velkomne i Sct. Georg Gilderne. Udover at være i et fællesskab, er deres opgaver at deltage i humanistiske aktiviteter i samfundet.


Familien Bendix nyder solen og sender en varm tanke til far, der er kørt hjem til civilisationen. Foto: Søren Strandman-Møller


Morgendagens kilometer giver ro på pladsen

Henne ved vabeldamen er der utålmodighed. ”Er du snart færdig med at snakke med avisen, så jeg kan få noget massage,” lyder det én ømbenet spejder i køen.

Vabeldamen griner. Hun skal også lige have overstået en interimistisk operation i mindre målestok. En vabel skal punkteres og forbindes. For et ødelagt fodtøj vil ødelægge den sidste rest marchlyst.

Winnie-vabeldame estimerer, at hun var været med til 30 marcher.


– Jeg stoppede for fem-seks år siden på grund af helbredet, men bestyrelsen var enig om, at jeg kan være med hele weekenden og ordne vabler, sætte plastre på samt ikke mindst strække ømme ben ud, siger hun.

Henry Jespersen er også Sct. Georgs Gilde og kigger sultent ned i Nissers gryder. Udover kylling og karry er der også ananas og løg i retten, hvis duft eftertrykkeligt har indtaget luftrummet i spisesalen.

– Det er nok 80 procent socialt samvær og 20 procent aktiviteter, som vi har i foreningen, fortæller han.

Rundt om på pladsen bliver der hyggesnakket, men aktivitetsniveauet er ikke voldsomt højt. Dagens mange skridt har sat sine spor, og i morgen venter de næste 40 kilometer.


SÅ ER DER MAD! Niels Dahl aka Nisser er klar til at øse næste portion op, mens Henry Jespersen ser sultent til i baggrunden. Foto: Søren Strandman-Møller