Kan du stikke den: Erlings solsikke er over fire meter høj

Kan du stikke den: Erlings solsikke er over fire meter høj
Kæmpesolsikken i Poulsker måles dagligt med tommestok. Tirsdag var planten oppe på 4,12 meter. Foto: Anette Vestergaard
NYHED | POULSKER | ABONNENT | 16. AUG 2022 • 15:30
NYHED | POULSKER | ABONNENT
16. AUG 2022 • 15:30

– Den har fuldstændig taget magten fra mig, siger Erling Pedersen og kigger opad. Man skal bøje nakken godt tilbage for at se toppen af hans solsikke, og det er næsten umuligt ikke at åbne munden i benovelse, når man endelig får øje på det grønne hovede, der vugger på toppen af den fire meter lange himmelstræber, som skyder i vejret på nordsiden af det lille hus på Bukkevadsvejen i Poulsker.

Solsikkekernen blev så vidt Erling Pedersen husker lagt i juni. Dagens måling viser, at planten nu har nået en højde på 4,12 meter. Og selv om Erling Pedersen havde en begrundet forventning om, at lige præcis denne solsikke ville blive usædvanligt høj, så har den alligevel overgået hans vildeste forhåbninger.

– Jeg tror, den bliver over fem meter høj, siger han og viser, hvordan hånden knap nok kan nå rundt om stammen.

Historien startede sidste sommer, da Erling Pedersen blev gjort opmærksom på en meget høj solsikke i Rønne.

– Min svigerdatter fortalte, at hun havde en solsikke på tre meter, som hun var meget stolt af. Så jeg fik en kerne fra den og tænkte, at den kan jeg måske godt stikke.

Erling Pedersen får hjælp med pasningen af sin ven Jørgen Friis. Han bærer dagligt 20-30 liter vand ud til den tørstige solsikke.

Erling Pedersen forventer, at solsikken springer ud om to-tre uger. I mellemtiden hører han gerne, om andre har solsikker, der kan matche himmelstræberen på Bukkevadsvejen i Poulsker.