– Ja. Men der er heller ingen tvivl om, at Bornholm er et nærmarked for tyskerne, for det er nemt at komme hertil, og de kender Bornholm, ved hvad øen står for og er trygge ved det, siger Per Allan Hansen.
– Måske har de rent faktisk haft svært at kunne komme til i højsæsonen, for da havde danskerne booket. De tyskere, vi ser nu, er gerne de ældre, og mange gange er de kun to mennesker i et sommerhus. Det er fantastiske kunder at få ind, må man sige. Det er rigtig godt.
Få procent foran
Andreas Brandt-Andersson, som ejer Feriepartner Bornholm, modererer dog begejstringen en kende. Han konstaterer, at sidste år, som var et specielt coronaår med ekstra mange danske turister, absolut ikke kan toppes, og ser han på, hvordan bureauets udlejning i forhold til 2019 tegner til at blive i år, siger han:
– I uge 42, altså den danske efterårsferie, ligger vi nogle procent foran. Det ser ud til, at vi får en belægning omkring 50 procent, hvor den i 2019 lå på cirka 45.