Turismeaktør: Evaluering af færger er nødvendig nu – og den kan hurtigt klares

Turismeaktør: Evaluering af færger er nødvendig nu – og den kan hurtigt klares
– Allerede nu kan vi se, at i efterårsferien i uge 42 er der dage, som er næsten udsolgte, siger Rasmus Lund fra Team Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRANSPORT | BORNHOLM | ABONNENT | 7. SEP 2021 • 13:41
TRANSPORT | BORNHOLM | ABONNENT
7. SEP 2021 • 13:41

Direktør Rasmus Lund fra Team Bornholm påpeger, at kapaciteten på færgerne er dalende, hvilket påvirker turismen negativt.

 

Han har sagt det før, Rasmus Lund:

– Skal vi fremadrettet vækste, kommer vi til at skulle have en større færgekapacitet, for lige nu rammer vi loftet.

Det var i maj i år, direktøren fra Team Bornholm således råbte vagt i gevær, og han ved om nogen, hvad han taler om, for hans firma står for udlejning af cirka 700 ferielejligheder og har ydermere adgang til 350 hotelværelser. Og han kunne altså inden sæsonen for alvor nåede kogepunktet konstatere, at færgerne begyndte at blive udsolgt på en måde, så det kunne give problemer for både Team Bornholm og de øvrige turismeaktører.

Derfor skuffer det ham også, at transportminister Benny Engelbrecht (S) på et møde med forligskredsen bag det seneste trafikforlig på Bornholm tirsdag morgen ikke umiddelbart vil fremrykke midtvejsevalueringen af Molslinjen A/S, som administrerer Bornholmslinjen.

Ifølge planen er denne evaluering, som blandt andet skal afdække, om kapaciteten er tilstrækkelig, programsat til at finde sted i 2023, men det bornholmske folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) har presset på for at få den fremrykket under indtryk af de flaskehalse, der er blevet noteret, både hvad angår passagerer og gods.

– Jeg synes, det er presserende at få foretaget den evaluering, siger Rasmus Lund.

– Og grundlæggende set tænker jeg, at den ikke behøver tage ret lang tid, for det er så ganske åbenlyst i forhold til passagerkapaciteten, at man er nødt til at skifte Max Mols ud med Express 1.

Ingen T-foil

Han refererer her til, at når Molslinjens nybyggede hurtigfærge, Express 5, kommer til Bornholm næste år, er det rederiets agt at lade Express 1 sejle på Kattegat, mens den mindre Max Mols skal overtage dens rolle her i Østersøen.

– Men vi har behov for Express 1, og det er ikke bare i højsæsonen, at der mangler kapacitet. I søndags oplevede vi, at alle afgange fra Bornholm var udsolgte – og det betyder, at vi ikke kan sælge weekendophold til gæsterne. Bornholm er dejlig, men gæsterne vil jo også gerne hjem igen. Vi kunne have solgt mange flere rejser med en større kapacitet, siger Rasmus Lund.

– Allerede nu kan vi se, at i efterårsferien i uge 42 er der dage, som er næsten udsolgte. Og her i september har vi rigtig mange turister, som gerne vil hertil torsdag og rejse hjem søndag, så der er pres på torsdagene og for den sags skyld også fredagene. Det kan gå nogenlunde, hvis folk vil tage de meget tidlige afgange eller de meget sene, for så kan de godt komme hertil, men når de skal hjem om søndagen, er færgerne ofte lukket land. Der er proppet, fuldstændig udsolgt. Så står folk i en situation, hvor de siger "okay, jeg kan rejse over om torsdagen, men skal tage hjem fredag eller lørdag. Nej, der bliver lige kort nok".

Og derfor siger du, at den evaluering bør blive lavet nu?

– Ja. Og som sagt bør den ikke tage ret lang tid at lave, for problematikken er ganske åbenlys, siger Rasmus Lund.

Set over hele sæsonen oplever du så et generelt billede af, at der mangler kapacitet?

– Ja! Helt klart. Og man skal også være klar over, at lige i dag er det fint vejr, men Max Mols egner sig ikke til at sejle, når der kommer to eller tre meter høje bølger, den har jo for eksempel ikke en T-foil monteret.


Grafik: Christina Skovmose

Ingen mening

Og kapacitetsproblematikken bliver endnu værre, når Express 1 damper af mod Kattegat, selv om den store Express 5 bliver sat ind?

– Ja, det gør den jo. I 2020 havde vi en kapacitet, som var større end den, der kommer i 2022, og dengang var færgerne fuldstændig proppede. Så jeg vil sige, at kunne vi godt tænke os, at samfundet herovre skal vækste, så giver det ingen mening, at vi får en lavere kapacitet.

Og hvad med 2021?

– Der har kapaciteten også være lavere end i 2020. Og det kan vi også meget tydeligt mærke.

Og din indsigt i disse problematikker har du, fordi I blandt andet laver pakkerejser, hvor I er afhængige af at kunne finde plads på færgerne til jeres kunder?

– Ja. Men det her rammer i princippet alle, uanset om man er i min branche, eller det er camping eller sommerhuse, det handler om. Hos os i Team Bornholm sidder vi tæt på det, fordi vi konstant tjekker afgangene, mens de, der kun skal sælge opholdene, i princippet ikke opdager det, bortset fra, at de siger "hov, jeg har en masse ledige senge, hvorfor kommer der ingen gæster?". Ja, det er så, fordi færgerne er proppede, siger Rasmus Lund.