Da Per Johansen kom til Bornholm for over tre årtier siden, var landskabet og arbejdsdagen en ganske anden. Han kom fra en praksis på Sjælland, hvor fokus allerede var skiftet mod kæledyr, men på Bornholm fandt han det, han søgte: 30-40 malkekvægsbesætninger, som blev hans store faglige passion.
– Jeg er 70 år nu, og det var faktisk en aftale, jeg lavede med min daværende kompagnon allerede i 1994, fortæller Per Johansen om beslutningen om at gå på pension.
– Rådet dengang lød, at man skulle lave en udløbsdato på samarbejdet, fordi man som ældre risikerer at blive bagstræberisk. Verden udvikler sig hele tiden, og man må ikke hænge fast i det, der altid virkede i gamle dage.