Stopper efter 32 år: 'Risikerer at blive bagstræberisk'

Per Johansen overlader Aakirkeby Dyreklinik til Sofie Hansen – og markerer et generationsskifte i et fag i forandring.

Efter 32 år som dyrlæge på Bornholm hænger Per Johansen kitlen på knagen. 1. marts overdrager han Aakirkeby Dyreklinik til Sofie Hansen, der efter 10 år som ansat nu er klar til at føre klinikken ind i en ny fremtid.

Det er en historie om et fag i voldsom forandring, om bisoner i modvind og om en natur, der gradvist er blevet tystere.

Da Per Johansen kom til Bornholm for over tre årtier siden, var landskabet og arbejdsdagen en ganske anden. Han kom fra en praksis på Sjælland, hvor fokus allerede var skiftet mod kæledyr, men på Bornholm fandt han det, han søgte: 30-40 malkekvægsbesætninger, som blev hans store faglige passion.

– Jeg er 70 år nu, og det var faktisk en aftale, jeg lavede med min daværende kompagnon allerede i 1994, fortæller Per Johansen om beslutningen om at gå på pension.

– Rådet dengang lød, at man skulle lave en udløbsdato på samarbejdet, fordi man som ældre risikerer at blive bagstræberisk. Verden udvikler sig hele tiden, og man må ikke hænge fast i det, der altid virkede i gamle dage.

En branche i opbrud

Gennem de 32 år som ejer af Aakirkeby Dyreklinik har Per Johansen været vidne til en markant strukturudvikling i landbruget. Da han startede i 1994 sammen med Bente Johansen og Pia Staanum, var de tre dyrlæger, der udelukkende kørte ud til de store dyr.

Dengang havde de også en klinik i Rønne og var i alt fem dyrlæger i gang. Men som årene gik, lukkede de bornholmske malkekvægsbesætninger én efter én.

I dag er der kun tre malkekvægsbesætninger tilbage i Pers praksis, som han nu har sagt farvel til. Han lægger ikke skjul på, at det er en udvikling, der har ændret fagets karakter.

Han har selv taget en fagdyrlægeuddannelse inden for kvæg, mens hans tidligere kompagnon, Bente, specialiserede sig i svin, men den tid, hvor man kunne uddanne nye kvægdyrlæger på øen, er ved at være forbi.

Træt af tonedøve dyreaktivister

En af de mere usædvanlige opgaver i Per Johansens karriere har været arbejdet med de europæiske bisoner i Almindingen. Det hele startede med et krav om, at dyrene skulle kunne bedøves, hvis de brød gennem hegnet, da bisonen er et fredet dyr.

– Jeg skulle have dispensation til at importere et særligt bedøvelsesmiddel fra Sydafrika – det samme man bruger til helikopterjagt på vilde dyr i safariparker, forklarer Per.

Han har gennem årene været tæt på de store dyr, blandt andet da en tyr skulle flyttes til Knuthenborg. Men arbejdet har ikke været uden frustrationer. Særligt mødet med selvbestaltede eksperter og aktivister har slidt.

– Det har været spændende, men også irriterende, at så mange gør sig kloge på det uden at vide en skid, siger han med den direkte facon, der kendetegner ham. Han har oplevet at blive hængt ud på Facebook og modtage opkald fra folk, der søger aktindsigt i hans rapporter. Per Johansen har som led i oprydningen på kontoret gjort sig den ulejlighed at sende en rapport til Miljøministeriet, hvor han opfordrer myndighederne til at forvalte bisonbestanden mere aktivt i fremtiden – som man gør med kronhjorte i Dyrehaven – for at undgå indavl, men fredningsreglerne har indtil videre spændt ben for den løsning.

Den tyste natur

Når Per Johansen ser tilbage på sine år på Bornholm, er det med en bekymring for den natur, der omgiver os. Som barn i 60’erne i Ringsted husker han en verden med færre biler, mindre huse og en overflod af insekter.

– Dengang skulle man bruge meget krudt på at vaske forruden ren for fluer og myg. Det skal man faktisk ikke mere, konstaterer han tørt.

Han peger på, hvordan landbrugsarealet indskrækkes af motorveje, industri og nu også solcelleparker, mens pesticider fjerner det liv, fuglene skal leve af.

– Vi er redet på en velstandsbølge, men vi er også blevet den invasive art, reflekterer han.

Nu venter pensionistlivet i Rønne med båden, børn, børnebørn og en kat, der dog ikke er meget for at gå tur.

Mens Per Johansen takker af, står 35-årige Sofie Hansen klar til at overtage roret. For hende er det på mange måder som at vende hjem. Hun er vokset op i Aakirkeby, har gået på Hans Rømer Skolen og ser byen som sit faste anker.

Egentlig troede hun, at hun skulle være ingeniør, men en pludselig indskydelse og et højt gennemsnit sendte hende i retning af dyrlægestudiet.

– Jeg var hestepige som barn og har altid været glad for dyr, så jeg søgte ind og kom til min egen overraskelse ind, fortæller hun.

Det viste sig at være det helt rigtige valg. Sofie elsker kombinationen af kommunikationen med ejerne og det fysiologiske puslespil, det er at stille en diagnose. Hun har allerede været ansat på klinikken i 10 år og kender hver en krog af forretningen.

Nye tider på klinikken

Med Sofie Hansen ved roret vil Aakirkeby Dyreklinik gennemgå en række forandringer. Fra 1. marts lukkes der definitivt for behandling af kvæg og får, da kundegrundlaget og personaleressourcerne ikke længere er til det. I stedet vil fokus være på smådyr – hunde, katte og kaniner – samt heste.

– Det er smådyrene, jeg brænder for, og det er der, kundegrundlaget er, forklarer Sofie Hansen. Hun leder allerede efter en femte dyrlæge til teamet og har planer om at udvide med et ekstra konsultationsrum.

Selvom hun føler en vis ærefrygt over at skulle udfylde Pers store fodspor, er visionen klar:

– Vi vil ikke bare gøre det godt nok. Vi vil gøre det godt. Det kræver tid og kloge hoveder, og dem vil jeg gerne samle på, fastslår den nye ejer.

Når Sofie ikke er på klinikken, bruger hun tiden med sin mand og deres to børn på otte og ti år. Hun er klar til både de kirurgiske indgreb om formiddagen og de medicinske konsultationer om eftermiddagen, som udgør rygraden i klinikkens hverdag.

Generationsskiftet i Aakirkeby træder formelt i kraft 1. marts, med otte ansatte og drømme om mere.