Råd ser med alvor på sygefravær: 'Vi vil godt vide, hvad de arbejder med'

NYHED | ABONNENT | 18. JAN 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
18. JAN 2023 • 15:30

Bornholms Ældreråd vil gerne vide, hvad regionskommunen arbejder med for at få nedbragt sygefraværet blandt de ansatte i Center for Ældre.

 

Det er alvorligt, at medarbejderne i regionskommunen i gennemsnit havde 18 sygedage i 2022. Det mener Bornholms Ældreråd, som drøftede udviklingen på sit seneste møde. Fraværet voksede i alle kommunens centre, mest i Center for Ældre. Der er nogle ting på bedding, lyder det fra social- og sundhedsudvalgets formand, René Danielsson, men det er ikke nok til at stille ældrerådet tilfreds.

– Vi vil godt vide, hvad de arbejder med, siger formand Erik A. Larsen.

Drøftelsen om sygefraværet skete på baggrund af pressens omtale af sagen. Her i spalterne har René Danielsson fortalt, at der kommer nogle løsninger, der vil indebære, at nogle ting bliver struktureret om.

– Men der går et par måneder, før vi er klar til at gå ud og informere offentligt om det, har han sagt.

At der bliver arbejdet med det, har ældrerådet hørt før. Så sent som lige efter nytår var rådet til møde med kommunens ældrechef. Der var budskabet også, at man arbejder med det, fortæller Erik A. Larsen.

– Vi vil gerne vide, hvad det er, man arbejder på. Det stiger bare jævnt, det går slet ikke ned. Vi ved ikke, hvad der er galt, og det er heller ikke vores opgave. De må kunne finde ud af, hvad der er galt, men jeg tror, politisk indblanding er nødvendigt fra udvalget, siger Erik A. Larsen.

I en pressemeddelelse udsendt efter ældrerådets seneste møde efterlyses konkrete tiltag fra Socialudvalget for at få bragt det store sygefravær ned.

Nu har du også siddet på den anden side, hvor René Danielsson sidder nu, og i forhold til at informere jer kan der vel være noget, man arbejder med, som medarbejderne skal have at vide først?

– Det er fint nok, hvis de vil have medarbejderne med på det først, men så kan de sige, at de arbejder på noget, de ikke kan informere om lige nu, men at de gør det om en måned. De har skubbet det foran sig de seneste par år, og det er steget og steget, siger Erik A. Larsen.

Han fortæller, at han selv sad med i den arbejdsgruppe, som i tre år arbejdede med en ældreanalyse, hvor et af formålene blandt andet var at få nedbragt sygefraværet.

Her i avisen har René Danielsson sagt, at der ligger nogle forslag, som man gerne vil have drøftet med medarbejderne først.