Løsning fundet på sennep
Det er fjerde gang, Lehnsgaard – Bornholms Oliemølle er med på Anuga, og Henrik Kai Hansen har et nyt produkt med til Köln.
– Udover vores rapsolie har vi nu endelig fundet en løsning på at lave økologisk sennep i en god kvalitet, som vi har glædet os til at præsentere her på Anuga, og som vi forventer os meget af – særligt til de europæiske markeder, siger han og tilføjer, at den bornholmske virksomhed har fået gode kontakter, den kan arbejde videre med.
Ifølge Landbrug & Fødevarer er det tyske marked særligt interessant for de danske økoproducenter. Tyskerne importerer allerede dansk økologi for cirka 1,7 milliarder kroner, hvilket svarer til næsten halvdelen af den samlede økologieksport, og efter en periode med nedgang er det økologiske salg igen på vej op.
– Vi ser positive muligheder for økologisk fødevareeksport til en række markeder, foruden det tyske marked, som uden tvivl er det vigtigste. Men der er også vækst i økologisk efterspørgsel på markeder som England, Frankrig, Holland og Japan, siger afdelingschef for Marked, Fødevarer & Gastronomi Mette Gammicchia hos Landbrug & Fødevarer.