ERHVERV / 13. JAN • 05:30

Kunderne køber ikke idéen: Kvickly giver stor rabat

Kunderne køber ikke idéen: Kvickly giver stor rabat
Varehuschef Brian Karlsen kalder det en succes, selvom det ikke kan ses på bundlinjen. Arkivfoto: Jesper Gynther

 

Kurvene i Kvickly i Rønne bliver ikke fyldt med nødder, ris og havregryn købt i løsvægt. Alligevel er varehuschef Brian Karlsen tilfreds.

Det er svært at undgå dem, når man træder gennem svingdørene. På gulvet er der endda sat fodspor, der leder direkte hen til dem. Alligevel er der mange kunder, der går direkte forbi automaterne med løse ris, mandler og linser.

De har været opsat i Kvicklys butik i Rønne siden september, hvor man har kunnet købe såkaldte tørvarer som ris og pasta i løssalg.

Kunderne har dog ikke rigtigt bidt på tilbuddet, og derfor prøver butikken i denne uge - fra 12. til 18. januar - at give 30 procent rabat på varerne i løsmarkedet.

Skiltet med 30 procent rabat er det første, der møder kunderne i Kvickly i Rønne.
Skiltet med 30 procent rabat er det første, der møder kunderne i Kvickly i Rønne.

En succes?

Varehuschef Brian Karlsen kalder projektet for en succes, selvom det ikke kan ses på bundlinjen.

I gennemsnit har syv kunder benyttet sig af løsmarkedet om dagen, og den daglige omsætning har været på cirka 250 kroner. Fra starten var de i butikken indstillet på, at projektet om kundernes vaner handlede om andet end mersalg. Derfor kan succes måles i andet end kroner og øre, mener Brian Karlsen.

– På læringsfronten har det været en succes. Vi har også haft kunder inde i fokusgrupper, som har givet os meget feedback. Så har pressen virkelig også været interesseret i det her projekt. Både den danske og den udenlandske.

Prisen

Butikken tjener ingenting, når kunderne i denne uge køber blandt andet nødder og havregryn i løsvægt.

Priserne har siden projektets start været det store omdrejningspunkt.

– Der er kunder, der synes, varerne burde være billigere, end hvis man gik ind i et supermarked, og tager ned fra hylderne. Det kan man argumentere for, men problemet er, at varerne på hylderne kommer fra store leverandører, der producerer tonsvis af havregryn for eksempel. Når vi får havregryn fra Brugsen i Lobbæk, så er det begrænsede mængder. Derfor kan prisen bare ikke komme længere ned.

I første omgang er projektet blevet rullet ud i lille skala, hvor butikken i Rønne har valgt at fokusere på lokalproducerede varer. Det har sat nogle begrænsninger for udvalget af produkterne i tag selv-automaterne og for prisen.

– Hvis man rullede det her ud på landsplan, så kunne man lave aftaler med store leverandører. Så ville det være meget større mængder, og priserne kunne blive helt anderledes. Vi kan ikke få prisen længere ned, end den er nu, hvis vi også skal tjene lidt på det, siger varehuschefen.

De mest populære varer er cashewnødder, hasselnødder og boghvede.
De mest populære varer er cashewnødder, hasselnødder og boghvede.

Lidt et fy-ord

I løbet af forsøgsperioden har de i butikken fået både positive og negative tilbagemeldinger fra kunderne.

De fleste synes, at projektet er spændende, men nogle har også undret sig over typen af beholdere. Det er nemlig kun tilladt at fylde op i plastikbøtter, som man enten køber eller tager med hjemmefra.

– Vi har fået nogle kommentarer om, hvorfor det skal være i plastikbøtter, og "er plastik ikke skidt?". Så siger vi, at det hele er en afvejning. Det udleder meget mere co2 at producere glas, end det kræver at producere plastik. Der er mange, der tror, at det er bedre, men sådan er virkeligheden bare ikke, siger Brian Karlsen.

I butikken har de haft andre beholder-løsninger oppe at vende for at undgå plastik fuldkommen. Det kunne være papirposer, glasbeholdere og glasflasker. Alligevel er valget faldet på plastik af praktiske hensyn.

– Vi har været nødt til at vælge noget, som vi kan se igennem. Der er en masse praktiske og fødevarerlovgivninger, som vi skal overholde. Ideen er jo også, at man køber plastikbøtten og så tager den med igen og igen. Der er mange, der gør det, men der er også mange, der ikke gør det.

Forsøget slutter ved udgangen af februar. I den sidste måned vil det være muligt for kunderne at medbringen egen emballage og fylde op i dem. Derefter vil automaterne blive pillet ned, og resultaterne fra Kvickly i Rønne vil blive sendt videre til yderligere analyser.

Plastikbøtterne har skabt undren hos kunderne, fortæller Brian Karlsen.
Plastikbøtterne har skabt undren hos kunderne, fortæller Brian Karlsen.


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT