Hvem rykker ind i Bornholms nye megabutik?

Hvem rykker ind i Bornholms nye megabutik?
En 6.600 kvadratmeter stor butik er på vej til området ved Vibegård. Foto: Berit Hvassum
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 15. FEB 2022 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
NYHED | RØNNE | ABONNENT
15. FEB 2022 • 15:30

En 6.600 kvadratmeter stor butik i Rønnes udkant vil slå dørene op til Bornholms største butiksareal – Tidende har forsøgt at afdække, hvem der vil åbne på Åkirkebyvej?


Bornholms største butik er på vej til Åkirkebyvej i udkanten af Rønne.

Her vil en landsdækkende kæde bygge en 6.600 kvadratmeter stor, såkaldt boksbutik, og mens gætterierne er i gang, kan Tidende snævre feltet af mulige bejlere til at være Bornholms nye storebror i butiksverdenen ned til tre. Måske endda to.

De tre navne

Harald Nyborg har længe næret et ønske om at åbne noget på Bornholm.

En relativt ny spiller er kæden Biltema.

Og så dukker byggemarkedet Bauhaus af og til op som et navn, der arbejder på at komme til øen.

Af de tre kæder er det på nuværende tidspunkt mest sandsynligt, at der er tale om en af de to førstnævnte. Og af dem ser Biltema i den aktuelle sag ud til at være det mest sandsynlige bud.

Harald Nyborg har ifølge Tidendes oplysninger tidligere haft kig på en noget mindre grund i Rønne og er ikke interesseret i at bygge så stort, som det er tilfældet på den enorme grund ved 10. klassecentret ved Vibegård.

Derfor peger pilen i høj grad på Biltema.

Tidende har spurgt butikskæden, om den er på vej til Bornholm. Helt konkret har vi stillet spørgsmålet: "Kan I bekræfte, at det er Biltema, der gerne vil åbne butik ved Åkirkebyvej i Rønne på Bornholm?"

Svaret fra Biltemas direktør, Jacob Borring Møller, kom mandag: Det kan kæden ikke kommentere.

Biltema afviser til gengæld heller ikke at være på vej til Bornholm.

På den anden side

På den anden side af Åkirkebyvej står Elgiganten på spring til at bygge i forlængelse af Vibegårdscentret. Med ankomsten af to stærke spillere ser konkurrencen på markedet ud til at blive forøget betragteligt inden for den nærmeste fremtid.

– En ualmindeligt dårlig idé, mener Kristendemokraternes Bjarne Hartung Kirkegaard, der sammen med Enhedslisten er blandt modstanderne til byggeriet af den nye megabutik på Åkirkebyvej.

– Det trækker handlen ud af bymidten. Og jeg ved godt, at nogen mener, at nye forretninger også betyder nye arbejdspladser, men man skal huske på, at der forsvinder noget fra de andre, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

– På Bornholm har vi ikke lige en nabokommune med en masse borgere, der er klar til at køre ind til os og handle, påpeger kristendemokraten.

Flertallet

Bjarne Hartung Kirkegaards ene og Enhedslistens syv mandater kan dog ikke mønstre noget flertal, når sagen om den 6.600 kvadratmeter store butik kommer op i kommunalbestyrelsen. Her tegner der sig tværtimod et flertal for butikken med i hvert fald Konservatives tre, DF's fire, Venstres to og Socialdemokratiets fire mandater.

På nuværende tidspunkt er det ganske få af politikerne – fem fra natur-, miljø- og planudvalget – der ligger inde med viden om, hvem der vil åbne butikken. Resten informeres på et lukket punkt i kommunalbestyrelsen.

Hvem det så er, som politikerne vil sige velkommen til, må vi fortsat vente lidt på at få at vide, mens gætterierne om Biltema og alle de andre fortsætter.

EN POLITISAG OM UOVERENSSTEMMELSER MELLEM ET KÆRESTEPAR FIK SENT LØRDAG AFTEN EN NOGET UVENTET UDVIKLING.EN POLITISAG OM UOVERENSSTEMMELSER MELLEM ET KÆRESTEPAR FIK SENT LØRDAG AFTEN EN NOGET UVENTET UDVIKLING.EN POLITISAG OM UOVERENSSTEMMELSER MELLEM ET KÆRESTEPAR FIK SENT LØRDAG AFTEN EN NOGET UVENTET UDVIKLING.EN POLITISAG OM UOVERENSSTEMMELSER MELLEM ET KÆRESTEPAR FIK SENT LØRDAG AFTEN EN NOGET UVENTET UDVIKLING.
FÅ ABONNEMENT