Foodtruck på fuld tid: 'Ideen er at få et mere simpelt liv'

Foodtruck på fuld tid: 'Ideen er at få et mere simpelt liv'
Julius Emil Peldrup Grønning er tidligere køkken- og restaurantchef på Hotel Kysten i Hasle. Nu har han valgt det hektiske sæsonarbejde fra, for at nyde det simple i tilværelsen sammen med sin familie. Foto: Katrine Westh Sørensen
ERHVERV | Torsdag 17. oktober 2024 • 05:30
ERHVERV | Torsdag 17. oktober 2024 • 05:30

Madscenen på Store Torv kan nu også tilbyde sliders i fire forskellige variationer. Drømmen for manden bag er at etablere en tilværelse, hvor familielivet kommer i forreste række.

Tidligere køkken- og restaurantchef på Hotel Kysten i Hasle, Julius Emil Peldrup Grønning, er netop sprunget ud som iværksætter på fuldtid.

I sin lille røde foodtruck på Store Torv i Rønne sælger han hver dag ud af sine delikatesser til de frokostsultne bornholmere og turister, som måtte lægge vejen forbi.

Hvornår startede drømmen om food truck livet?

– Det startede sidste sommer, hvor vi blev forældre til søn nummer to. Der besluttede jeg mig for, at kokkelivet med sæsonarbejde ikke passede ind i vores familieliv. Det har hele tiden været målet at give mine børn en opvækst, hvor far er hjemme samtidig med, at jeg kan leve af at lave mad. Det er det, som ligger bag beslutningen om foodtrucken, fortæller Julius Emil Peldrup Grønning og fortsætter:

– Fordelen er, at jeg kan styre mine egne arbejdstider. Jeg kan køre ned og være her til frokost og køre hjem igen bagefter og være der for mine børn.

Hvad er fordelene ved at have en foodtruck frem for en traditionel restaurant?

– Det er klart billigere i drift, fordi man ikke har en fast husleje. Herudover giver det nogle friheder. For eksempel kan jeg holde lukket, når jeg har barn syg. Men der er helt sikkert også nogle udfordringer og begrænsninger. Der er en grænse for, hvor mange sliders jeg kan ekspedere hver dag. Jeg er én mand til at ekspedere det hele, så der er helt sikkert en begrænsning.

'Nu kører jeg solo'

Julius Emil Peldrup Grønning er udlært kok fra Green Room Restaurant & Bar på Frederiksberg, men har altid drømt om at vende tilbage til den mere simple tilværelse på Bornholm.

Er du selv bornholmer?

– Nej ikke oprindeligt, men jeg flyttede hertil med min familie i 2007. Min kone er bornholmer. Hun er skolelærer her i Rønne, så det er også hendes stabilitet der gør, at jeg kan udforske det her nye job og nye eventyr.

– Jeg har netop afsluttet sommersæsonen som køkkenchef for Hotel Kysten i Hasle. Jeg udviklede konceptet omkring hele menuen og kørte en fuld sæson. Sideløbende har jeg og min kone, som i mellemtiden har været på barsel, planlagt, at nu skulle det være. Nu var tiden rigtig, for at jeg for alvor kunne blive selvstændig på fuld tid. Nu kører jeg solo herfra.

Hvad er det nye koncept?

– Lige nu kører jeg med fire forskellige sliders. To er med oksekød, den ene med trøffelmayonnaise og bløde løg, og en med bacon og cheddar. Så har jeg en vegetar slider, som består af falafel og grøn pesto. Og den sidste er en med barbecue og kylling. Det er de fire, jeg har med lige nu. Det er måske ikke så meget at vælge imellem, men det passer med den kapacitet, jeg har lige nu.

Hvor kommer inspirationen til at lave sliders fra?

– Jeg synes, at sliders er en fed måde at spise burger på. Ofte når jeg får en god burger, kan jeg halvvejs igennem godt tænke "okay, nu er jeg egentlig klar til at smage noget nyt", særligt hvis man spiser et sted som virkelig laver nogle fede ting. Så konceptet sliders har givet mig muligheden for, at folk kan få lov til at smage en masse forskellige ting, uden det behøver at blive et kæmpestort projekt.


Foto: Katrine Westh Sørensen


Vil holde sig til en vogn

Oplever du opbakning til konceptet?

– Det synes jeg. Nu har jeg været i gang i tre uger, og frokosterne har været travle. Vintrene bliver man ikke rig af på Bornholm, det er der ingen restauranter der gør, men hvis det fortsætter som nu, så kommer det til at køre fint vinteren over. Uanset hvad kommer jeg helt klart til at tjene de fleste af mine penge i sommerhalvåret.

Har du planer om at udvide?

– Jeg tænker, at jeg holder mig til min ene vogn. Hele ideen med vognen er også, at det skal være et mere simpelt liv. Et liv, hvor mine børn ved, at jeg er hjemme om aftenen for det meste. Så ansatte og udvidelse bliver det ikke til lige foreløbig. Jeg vil hellere køre en mindre mængde og bare køre det selv og spare udgifter til ansatte. Jeg kører solo.

Kommer du til at køre rundt på hele øen, eller bliver du mest i Rønne?

– Jeg kommer til at blive mest i Rønne og så selvfølgelig til private arrangementer. Der kommer jeg hele øen rundt, der er ingen begrænsninger.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT