KØB ABONNEMENT
ERHVERV / 28. MAR • 19:00

Et sted, der oser af Bornholm - nu fylder tvillingerne bag 40

Et sted, der oser af Bornholm - nu fylder tvillingerne bag 40
Tvillingerne Katja Dahl og Mick Schrøder Dahl på deres cocktailbar Dahl & Dahl i Dronningens Tværgade, København. I dag, lørdag den 28. marts, fylder de 40 år, hvilket de naturligvis fejrer i baren. Privat foto

Dahl & Dahl holder fokus på det bornholmske islæt.

"En cocktailbar i København med et bornholmsk touch."

Sådan betegner de bornholmske tvillinger Katja Dahl og Mick Schrøder Dahl, som denne weekend fylder 40 år, på hjemmesiden dahl-dahl.dk deres sted Dahl & Dahl i Dronningens Tværgade nær Kgs. Nytorv i hjertet af København.

De forklarer videre om etableringen af baren, at "den bornholmske hygge skulle trækkes ind i den københavnske cocktailbar".

Ligesom det bliver slået fast, at "med indehavernes bornholmske baggrund er det tydeligt, at menuen er skabt ud fra klippeøens egne fortællinger".

Så jo, i baren kan man eksempelvis få cocktailen Bornholmsk Granit, der blandt andet består af Honning Syp og Rosemary Lime, ligesom det er muligt at prøve en sød Krølle Bølle, som angiveligt serveres med ægte bornholmerdialekt.

Om tapasserveringerne står der slet og ret: "Prøv en omgang original bornholmsk tapas midt i København", idet hjemmesiden oplyser, at serveringerne udspringer af "kvalitetsprodukter fra Bornholm, hvor de fleste af vores råvarer er leveret fra".

Tapassen serveres på hjemmelavede brædder af egetræ, ligesom det forklares, at Dahl & Dahl samarbejder med bornholmske leverandører og altså får råvarer leveret direkte fra øen:

"På vores tapasbræt har vi blandt andet fire forskellige slags pølser. Alle leveret fra Hallegård, et lokalt pølsemageri på Bornholm."

Ydermere har Dahl & Dahl et kælderlokale, hvor der ved syv borde kan spilles shuffleboard med plads til otte personer per bane. Det er et spil, hvor deltagerne skubber små, runde pucke henad et langt, glat træbord for at placere dem i pointfelter.

Efter de oprindeligt syv borde er yderligere to kommet til ovenpå.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT