KØB ABONNEMENT
ERHVERV / 28. MAR • 05:30

Mick vågnede en morgen og syntes ikke det var sjovt længere – så sadlede han om

Mick vågnede en morgen og syntes ikke det var sjovt længere – så sadlede han om
Bag Mick Schrøder Dahl kan man se den nybyggede sauna, som han er i fuld gang med at færdiggøre indvendig. Foto: Torben Østergaard Møller

For Mick Schrøder Dahl handler livet om at vågne glad op hver eneste morgen. Bornholmeren, som denne weekend fylder rundt, har gjort det til sin levevej at skabe koncepter, han selv brænder for, og hans rejse fra barndommen i Allinge til blandt andet det københavnske natteliv er fortællingen om en mand sprængfuld af energi og optimisme. Og som ét sted finder den ultimative ro.

Hvis man møder Mick Schrøder Dahl en tidlig morgen i København, er chancen for, at han allerede har overstået dagens træningspas, overordentlig stor. For mens meget af samfundet først begynder for alvor at røre på sig omkring klokken otte eller ni, har han for længst skruet op for blusset.

– Jeg kan godt lide at komme op før andre, forklarer han om sin morgenrutine.

– Og hvis jeg træner midt på dagen, føler jeg, at jeg spilder dagtimerne i min hverdag. Så det er om at få det gjort og overstået.

Så selv om klokken ikke er meget mere end 10 denne dag, hvor vi mødes, har han da også været i gang i timevis med at bygge en sauna herude på Nordmarksvej på Amager, hvilket betyder, at vi befinder os sådan cirka en kilometer fra Øresund.

Lige da journalisten er ankommet og har entreret hans byggeprojekt, ser han sig omkring.

– Nu er den næsten færdig. Der mangler lige nogle brædder deroppe, men hold kæft en sauna! Den bliver stor, siger han tilfreds.

Til højre ligger den nybyggede sauna, bag Mick ligger bygningen, hvor der skal være blandt andet omklædningsrum og til venstre biver der etableret koldtvandsbrusere og -bassiner. Foto: Torben Østergaard Møller
Til højre ligger den nybyggede sauna, bag Mick ligger bygningen, hvor der skal være blandt andet omklædningsrum og til venstre biver der etableret koldtvandsbrusere og -bassiner. Foto: Torben Østergaard Møller

Ja, det skal jeg da lige love for, det er faktisk meningen, at her skal kunne sidde 40 personer på en gang.

Bygningen, vi står i, er helt nyopført, og da vi går uden for på den ligeledes nybyggede veranda peger han og forklarer, at dér skal være koldtvandsbrusere og også nogle koldtvandsbassiner og ovre i et hus i den anden ende af grunden, som allerede stod her, da han rykkede ind, bliver der indrettet træningscenter, og i de bygninger dér bliver der blandt andet omklædningsrum.

Det hele er skam gennemtænkt, og han tror på åbning af området i maj – og også på, at det vil blive et populært sted at komme og træne, gå i sauna og så videre.

Den utrættelige energi og lyst til at få tingene sat i værk er selve motoren i Micks liv. Han og hans tvillingesøster, Katja, er fra 28. marts 1986 og runder altså nu de 40 år – en milepæl, han tager med knusende ro, for som han siger med et grin:

– Folk siger jo, at man er i lære, indtil man bliver 40.

Så nu er tvillingerne altså udlært og kan holde festen i deres fælles cocktailbar Dahl & Dahl, som de sammen etablerede i 2012 i Dronningens Tværgade i det indre København.

Her i lokalet indretter Mick omklædningsrum. Foto: Torben Østergaard Møller
Her i lokalet indretter Mick omklædningsrum. Foto: Torben Østergaard Møller

Arven fra bageriet i Allinge

Historien om Mick og Katja starter dog langt fra de københavnske brosten, nemlig i Allinge på Bornholm. Som nævnt kom de til verden i 1986, og de voksede op i et hjem præget af benhårdt arbejde og selvstændighed.

Deres mor og far drev – og driver – nemlig Schweizerkonditoriet i byen, og her lærte de fra barnsben, hvad det kræver at skabe noget selv.

– Jeg tror, at det betyder alt, at jeg er opvokset med selvstændige forældre, siger han.

– Vi har oplevet, at man skal arbejde hårdt for det, man gerne vil have. Min mor og far har altid gjort det, for der var åbent i deres forretning hver eneste dag. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag. Hele året rundt. Ingen fridage.

Mick og Katja kunne simpelthen konstatere, at deres forældre knoklede dagligt, bortset lige fra i ferierne, og den arbejdsmoral blev fundamentet for alt, hvad Mick senere foretog sig.

Selv om han ikke føler, at forældrene stillede store krav til deres børn, var der én ting, der ikke var til diskussion: De skulle have en uddannelse, og for Mick blev det tømrerfaget, da skolebænken aldrig rigtig trak i ham.

– Så orienterer man sig mod noget håndværk, fastslår han.

Fra gipsarbejde til cocktails

Efter endt uddannelse som tømrer og en tur i militæret hos kamptropperne i Slagelse, som han "virkelig gerne ville", flyttede han som 20-årig til København.

Han fik lejlighed på Valby Langgade og en bil og var sådan set glad for livet som tømrer – indtil en dag i 2011, da han vågnede op og pludselig indså, at han ikke længere havde lyst til at stå op klokken seks for at lave gipsarbejde i Ørestaden.

– Jeg kunne mærke, at nu er det bare ikke sjovt længere, husker han.

– Og jeg har det ellers sådan, at jeg hader negative mennesker, og jeg vågner altid glad op om morgenen. Jeg mener, at man skal gøre noget, hvor det som føles som 37 timer om ugen, selvom man arbejder i 100. I stedet for at arbejde 37 timer, der føles som 100. Så jeg tænkte, at nu skulle jeg noget andet.

Jeppe Kim arbejder på saunabænkene – og Mick sidder inde i dem og giver en hånd med. Foto: Torben Østergaard Møller
Jeppe Kim arbejder på saunabænkene – og Mick sidder inde i dem og giver en hånd med. Foto: Torben Østergaard Møller

Og inspirationen fandt han på cocktailbaren Zefside ved Frederiksholms Kanal.

– Der var musik og fest, og jeg kunne godt li' det sted, siger han.

Så sådan et sted ville han da også have, og han begyndte at gå og kigge efter mulige lokationer.

I Dronningens Tværgade nær Kgs. Nytorv fandt han et tomt lokale, hvor tidligere Vinbaren havde ligget, men den var blevet lukket efter et knivstikkeri, og lokalerne havde længe stået tomme.

– Jeg blev lidt forelsket i det sted og kiggede på det mange gange, siger han.

Men han manglede pengene. Løsningen blev at hente hjælp fra Bornholm – fra hans gamle læremester, Thomas Augustesen, men også fra søster Katja, der på det tidspunkt arbejdede som frisør i København.

Samarbejdet med søsteren var velovervejet:

– Jeg ville gerne have hende med, for hun er god til at spare op, jeg god til at bruge penge, siger han med et smil.

Cocktailbaren Dahl & Dahl åbnede de 12. december 2012, og han kan i dag konstatere, at de første syv år var benhårde.

– Det tager lang tid at begynde at tjene penge i den branche, forklarer han.

Og så kom corona.

Men det var der under nedlukningen, at Mick fik en idé, der for alvor satte turbo på Dahl & Dahl: Shuffleboards.

Og det var igen med inspiration fra et sted, han selv kom på, nemlig Generator i Adelgade.

– Det er nok den bedste investering, jeg har lavet nogensinde, siger han glad om de i starten syv, nu ni shuffleboard-borde, der i dag trækker folk til Dahl & Dahl i strømme.

– Det koster 350 kroner i timen at spille, så det kan jo blive til noget, og de unge skal have shots til, når de spiller, så det har været rigtig godt, siger han.

I dag er åbningstiden i cocktailbaren skruet ned til torsdag, fredag og lørdag, og hans tidligere chef er ikke længere involveret i cocktailbaren, ligesom tvillingerne heller ikke længere er en del af Pilen Bar og Bodega i Allinge, som de på et tidspunkt købte sammen med Augustesen.

En pizzabar, tvillingerne havde nogle år i Allinge, har de også lukket igen.

Etta og Flügger

Vi har allerede etableret det faktum, at Mick Dahl ikke er typen, der hviler på laurbærrene, når en succes er i hus. Hans hjerne kører konstant, og efter nogle år, hvor han gav sin og hustruens nu tre år gamle datter Cleo fuld opmærksomhed, sprang han sidste sommer ud i et nyt projekt.

Han åbnede således ammen med fru Laura samt vennerne Rasmus Baunkjær og Jonathan Gryholm sandwichbaren Etta i Ny Adelgade, inspireret af sin barndom i bageriet.

– Jeg ville bare lave noget, som var fuldstændig magisk lækkert. Jeg elsker at bage. Det kommer nok fra mine forældre, forklarer han.

Konceptet med hjemmebagt brød og lækkert pålæg blev hurtigt en succes på de sociale medier, hvor sandwichbaren nu har over 9.000 følgere, og i dag har den også en kloning ovenpå ved navn Etta Upstairs, som åbnede i november, og hvor der holdes events og serveres småretter.

– Det her sandwich- og madmarked var bare noget, jeg gerne ville ind i, og folk synes jo, det er spændende. Vi er blevet lidt mere sunde og vil også gerne have oplevelser og sådan nogle ting. Og så ligger Etta bare rigtigt på Ny Adelgade, det er en fed gade, siger han.

Som om det ikke var nok, ejer han også malerforretningen Flügger Farver på Nærum Hovedgade, der både kører med onlinesalg og som fysisk butik – begge dele med succes.

– Den købte jeg også lige efter corona, siger han.

Det er jo så en lidt anden boldgade?

– Ja, fuldstændig! Men sådan en havde jeg også drømt om at have, siger han med et smil.

Der er godt nok mange bolde at jonglere med?

– Ja, og jeg styrer jo alting selv. Jeg bygger også alting selv.

I bygningen bag Mick Schrøder Dahl vil han indrette træningshal. Foto: Torben Østergaard Møller
I bygningen bag Mick Schrøder Dahl vil han indrette træningshal. Foto: Torben Østergaard Møller

Har døgnet timer nok?

– Jaja, jeg afleverer og henter også vores datter, Cleo. Det er det vigtigste. Jeg har altid fart på, men synes da også, at det bedste er at slappe af. Jeg har gerne et par måneder, hvor jeg brænder, så giver jeg den fuld gas, men jeg kan altså også godt li’ at slappe af.

Wellness og træning på Amager

Og lige nu er Mick altså i fuld gang med at færdiggøre endnu et ambitiøst byggeprojekt: Det kombinerede trænings- og saunasted på Amager, som han regner med at åbne i maj.

Nemlig lige her, hvor vi sidder og taler, og hvor han denne dag er godt i gang sammen med sin ansatte Pelle Kim med at færdiggøre saunaen.

Hvor kom den idé fra?

– Jamen, jeg har faktisk i en håndfuld år gerne villet ha' en sauna et sted. På et tidspunkt troede jeg, at jeg skulle lave den på en båd inde i Københavns Havn, som folk så kunne hoppe i. Men så fandt jeg ud af, at det egentlig er ligegyldigt det med at være tæt på hav, for i dag kan man bare etablere sådan nogle koldtvandskar, hvor du køler vandet ned til 0 grader, siger han.

[billed7]

Mick syntes, at han så et hul i markedet for sundhed og fællesskab.

– I dag handler meget om sundhed, forklarer han.

– Det er blevet en stor ting i min generation, hvor vi også er mange, der får børn lidt sent. Vi vil gerne være sunde, så vi kan holde længe og også være der for børnebørnene.

– Og sauna er noget, der er kommet for at blive. Det her med at blive guidet igennem varm sauna, koldt vand, varm sauna, koldt vand, det giver nogle endorfiner i kroppen, som er fuldstændig magiske, og det er for alle aldersgrupper.

Og nu er han så på vej med denne kæmpe sauna med plads til 40 mennesker, hvor energien fra et træningshold i den dertil indrettede bygning her på den lejede grund kan tages med ind i varmen.

– I sådan en stor sauna bliver der nogle helt andre energier, end man er vant til. Hvis der kommer nogen fra træningscenteret over og fylder saunaen bagefter... det bliver magisk, siger han entusiastisk.

Og forklarer, at han med dette projekt "satser hele butikken".

– Det gør jeg hver gang, siger han.

– Når man har lavet forretninger før, ved man, hvad det kræver. At man tør satse det hele, og det gør jeg altid, den iver har jeg stadig i mig, og jeg er også lige så glad nu som for 13 år siden, når jeg kommer ned på Dahl & Dahl og de andre steder. Jeg er lige så glad som den første gang, jeg kom der, og det er jo, fordi jeg elsker det, jeg laver.

Har du flere drømme lige nu?

– Ja, jeg kunne godt tænke mig at åbne en kebabbar, ler han.

Mick Schrøder Dahl med den nybyggede sauna og bygningen, hvor der bliver indrettet blandt andet omklædningsrum, bag sig. Ude til venstre skal der etableres koldtvandsbrusere og -bassiner. Foto: Torben Østergaard Møller
Mick Schrøder Dahl med den nybyggede sauna og bygningen, hvor der bliver indrettet blandt andet omklædningsrum, bag sig. Ude til venstre skal der etableres koldtvandsbrusere og -bassiner. Foto: Torben Østergaard Møller

Roen i Sømarken

Men trods de mange bolde i luften i København er der ét sted, hvor Mick Dahl for alvor trækker stikket. Det er i sommerhuset ved Sømarken på Bornholm, som han og Laura købte under corona-krisen for en udbetaling på blot 25.000 kroner.

Her bor han fem uger om året med sin familie, og de uger er hellige.

– De tre uger i sommerferien er de vigtigste for mig. Alt andet er i forhold til dem ligegyldigt, siger han, som da også har bygget en kæmpe terrasse og, endnu vigtigere, en stor rygeovn ved sommerhuset.

– Jeg har bygget en kæmpe rygeovn, hvor jeg kan lave sild, og også et kæmpe udekøkken, og vi ligger 150 meter fra havet. Det er jo det magiske ved Bornholm. Jeg har ikke brug for at tage andre steder hen om sommeren end til Bornholm i uge 28, 29 og 30. Det er min kerneværdi, siger han.

Når han ruller ind i nåleskoven ved Sømarken, falder pulsen. Han har ikke længere travlt med at bygge saunaer eller drive barer, men er bare Mick fra Allinge, der nyder duften af nyrøgede sild, den 2.500 kvadratmeter store grund og vrimlen af svaler.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT