Efter 23 mails lyttede Dancenter - kort efter var den gal igen

Efter 23 mails lyttede Dancenter - kort efter var den gal igen
Foto Sarah Thun Kristensen
TOPNYHED | ERHVERV | Lørdag 14. december 2024 • 05:30
TOPNYHED | ERHVERV | Lørdag 14. december 2024 • 05:30

Særligt ferieparkerne i Allinge døjer fortsat med, at Dancenter udlejer deres boliger, selvom husejeren har opsagt aftalen. Men husejer vil ikke give gæsterne en dårlig oplevelse med Storløkke Feriepark og Bornholm.

Halvanden måned efter Tidende kunne berette om, hvordan en husejer fra Storløkke Feriepark på trods af en rettidig opsigelse havde svært ved at slippe af med Dancenters bookinger i det kommende år går der rygter om, at de problematiske bookinger under folkemødet stadig står på.

Derfor tog vi kontakt til Leif Larsen for i første omgang at høre ham, om problemerne med hans booking under Folkemødet er blevet løst. Han fortalte i oktober om, hvordan han ad flere omgange havde henvendt sig til Dancenter for at få fjernet en booking i folkemødedagene, da han var bekymret for, at det selskab der havde booket ferielejligheden skulle stå uden tag over hovedet i de populære dage.

– Vi endte med at meddele Dancenter, at vi selv skal bruge huset i de dage, så nu har de fjernet bookingen, og huset er ejerspærret i deres system, og så har vi klaret det på den måde. Men vi ejere bliver simpelthen trukket rundt i manegen. De er fuldstændig ligeglade, mener Leif Larsen, som fortsat tjekker sin ejerportal hver eneste dag af frygt for, at der skal dukke bookinger op i 2025.

Han har god grund til at forvente, at det sker igen - det er nemlig fortsat et udbredt problem i Allinge-ferieparkerne, oplyser Freddy Boris Jespersen, som er formand for ejerforeningen i Storløkke Feriepark. Til juni har ferieparkerne Æblehaven og Storløkke nemlig Folkemødet lige udenfor døren, og derfor er der rift om ferieboligerne.

Det er imidlertid problematisk, når to bureauer udlejer de samme boliger - og netop populariteten betyder at der er garanti for dobbeltbookinger i juni, når Dancenter fortsætter ufortrødent med at leje de boliger ud, de ikke længere har aftale med og som derfor har tegnet aftale med en ny formidler.

24 mails

Ligesom omkring 80 andre ejer Jens Busk et sommerhus i Storløkke Feriepark, som har været en del af Dancenters portefølje i 2024.

Han opsagde sin formidlingsaftale med Dancenter den 30. april, hvorefter han den 24. maj fik en bekræftelse på opsigelsen. Herefter var der ro på i en periode, indtil det ligesom for mange andre begyndte at gå galt i efteråret.

– I oktober opdager jeg, at de har booket vores sommerhus under Folkemødet. Men det går ikke, for der er rigtig mange der gerne vil have et sted at bo i de dage, så jeg sender en mail til dem 28. oktober, og beder dem om at flytte bookingen, så det ikke går udover gæsten.

Et selskab på seks personer har nemlig booket hans lejlighed i dagene 12.-15. juni - datoer, hvor hele Bornholm, men særligt Allinge er et meget populært udflugtsmål.

I mailen henviser han til opsigelsen og beder om at der bliver handlet allerede samme dag. Mailen bliver sendt til tre forskellige mailadresser - lokalafdelingen, en specifik medarbejder og afdelingslederen. Han modtager hurtigt svar fra medarbejderen, som dog ikke længere er hos Dancenter Bornholm, og derfor ikke kan hjælpe.

Over den følgende måned sender Jens Busk næsten en mail om dagen, og antallet af mails han sender til Dancenter om at slette bookingen, så gæsten kan få et ærligt varsel, hvis der bliver brug for at finde et nyt sted, løber op i 23 mails, inden han i den 24. mail skriver "Jeg kan se, at I har fjernet gæsten fra vores hus. Mange tak for det. Så mangler vi bare, at I sætter nogle krydser på de datoer, så I ikke kommer til at sætte en anden gæst ind. Kan I alle have en god aften."

Mailen bliver sendt den 21. november.

Han vælger herefter at tage kontakt til gæsten, som nu er blevet flyttet for at forklare situationen. Der er nemlig mange stamgæster i Storløkke Feriepark, og han ønsker ikke, at den kedelige oplevelse skal smitte af på ferieparkens rygte.



Jens Busk har givet sin anmeldelse og advarsel til andre husejere på Trustpilot, hvor Dancenter kvitterer med at svare, at de "ser frem til at løse denne sag i mindelighed". Screenshot fra Trustpilot.

 

Ny booking samme dag

Efter en enkelt rykker modtager Jens Busk den 26. november svar fra Dancenter om, at huset er helt krydset af i 2025 - nu kan ingen booke huset.

– Men så går der bare nogle få timer, og så har de gudhjælpemig lavet en ny booking på de samme dage i det samme hus, fortæller han frustreret.

Allerede omkring middagstid samme dag kan Jens Busk nemlig konstatere, at et nyt selskab på seks personer har booket hans blokerede og opsagte hus gennem Dancenter i dagene 12.-14. juni.

Det er snart tre uger siden, der blev booket nye gæster ind i huset, og selvom der er blevet gjort opmærksom på det ad flere omgange, står bookingen stadig i kalenderen.

– Men hvis de forkerte gæster så dukker op tidligere på dagen, end de rigtige gæster, så kan vi jo ikke bede receptionen om at stå der og udspørge folk og sende dem væk, forklarer han.

Ligesom mindst 78 af de 83 husejere i Storløkke skifter Jens Busk 1. januar til et nyt bureau, og han håber på at problemerne med Dancenter dermed er forbi. Han mangler stadig at få sidste halvdel af sæsonens strømpenge, og han er træt af, at man hele tiden skal holde et vågent øje med sine bookinger, for at sikre at ingen kommer forgæves.

Tidende har rakt ud til Dancenter for at spørge, hvordan det kan ske, at booking-fejlene fortsat forekommer, og om de regner med at få styr på systemerne, så det ikke kommer til at gå ud over gæsterne, ferieparkerne og oplevelsen af at være på ferie på Bornholm i den kommende sæson. Vi har også spurgt, om de kan forstå, hvis folk er bekymrede for, at der kommer til at stå en række gæster under folkemødet i juni, som ikke har noget sted at bo, og om man kan regne med at de respekterer en opsigelse. De er imidlertid ikke vendt tilbage inden avisens deadline, men vi fortsætter med at forsøge at få en kommentar.

FÅ ABONNEMENT