– Jeg har set dokumentation på 25 tilfælde i Storløkke Feriepark, hvor ejerens formidlingsaftale med Dancenter er ophørt, men hvor deres hus alligevel er lejet ud næste år, og det er også sket for mig, siger Freddy Jespersen.
Derfor vurderede bestyrelsen, at det ikke længere handlede om den enkelte ejer, men om ejerforeningen som helhed.
– Står der to familier med to børn til sommer, og de har glædet sig til at være her, så vil de selvfølgelig blive sure på Dancenter, men de vil også tænke, vi kommer aldrig tilbage til Storløkke Feriepark igen.
Men problemerne kan også ramme Folkemødet, siger Freddy Jespersen, og her kan skaden bliver voldsomt meget større. Jespersen vurderer, at 95 procent af husejerne i ferieparken udlejer deres huse ud til Folkemøde-deltagere i tre-fire dage i uge 26, og det ville ifølge Freddy Jespersen hverken give Storløkke Feriepark eller Folkemødet et særligt godt omdømme, hvis lejerne oplevede at møde op til et hus, der ikke var ledigt.
– Det ville se rigtig skidt ud i andres øjne, hvis det kom frem. De kunne bruge det som skyts til at sige, at det måske var nu, man skulle lægge Folkemødet et andet sted. Vi skal helst ikke have et dårligt omdømme, og det gælder også de andre ferieparker, Æblehaven, Hasle Feriepark og alle de andre, det skal ikke hedde sig, at vi ikke kan tage os af de turister, der kommer, siger Freddy Jespersen.