ERHVERV / 18. JAN • 05:30

24-årige Jacob overtager gammelt byggefirma - og kunderne

24-årige Jacob overtager gammelt byggefirma - og kunderne
Jacob Hede Pihl nyder at være tømrer og vil mest af alt gerne bruge sine timer på byggepladsen. Privatfoto

I de seneste fire år har Jacob Hede Pihl arbejdet i byggefirmaet i Gudhjem, som han nu ender med at overtage. Han har lært næsten alt af den gamle mester, som har været meget åben om, hvordan han har drevet virksomheden.

Siden Jacob Hede Pihl blev udlært tømrer, har han hele tiden haft drømmen om at blive selvstændig. Den drøm bliver nu til virkelighed.

Det fortæller han til Tidende.

For hans arbejdsplads, SCJ Byg, som siden 1992 har været ejet af Steen Colberg Jensen, der også er tidligere viceborgmester i Bornholms Regionskommune, overtager Jacob Hede Pihl.

– Jeg havde haft mistanke om, at Steen var den sidste mester, jeg skulle have. Jeg havde regnet med, at han på et tidspunkt ikke ville mere og gik på pension. Jeg havde i det små forberedt at blive selvstændig. Timing har aldrig været min stærkeste side, men så kom han i slutningen af julen og fortalte, at han lukkede firmaet. Så spurgte han, om jeg havde lyst til at starte op og overtage kunderne, fortæller den 24-årige Jacob Hede Pihl.

Og den forespørgsel kunne han altså ikke sige nej til.

– Der er nogle projekter, jeg gerne vil følge til dørs. Og jeg havde svært ved at se, hvilken anden måde jeg skulle gøre det på. Steen har haft en meget speciel, men meget god måde at drive en byggeforretning på. Og den vil jeg rigtig gerne fortsætte med. Og det føler, at jeg kan lykkes med, siger han.

Når SCJ Byg overtages af Jacob Hede Pihl, bliver det til JHP Byg i stedet for, som han havde oprettet som firma i forvejen.

– Det er jo begge enkeltmandsvirksomheder, så der er ikke rigtig nogen grund til at overtage den økonomiske drift i det. Så det er mit firma, der egentlig bliver til Steens firma, som kører videre i mit navn. Men selve udsmykningen, det vi kan lave, det vi vil lave, bliver det samme. Jeg overtager også den ene anden ansatte i firmaet, bil og alle den andre ting, fortæller Jacob Hede Pihl.

Timer på byggepladsen

Har du altid tænkt, at du også ville have dit eget firma?

– Jeg tænker, at det er enhver ung tømrers drøm på et eller andet tidspunkt. Det er bare at finde måde, man gerne vil gør det på. Og det fandt jeg ret hurtigt ud af, da jeg startede ved Steen, hvordan jeg gerne ville have det.

Det er omtrent fire år siden, at Jacob Hede Pihl begyndte hos Steen Colberg Jensen.

– Pointen for mig har været, at Steen har været så god en mester, at jeg ikke har haft travlt med at blive selvstændig. Nu er han også blevet 68 år, og jeg har tænkt, at det kommer helt af sig selv, når han ikke har lyst til at arbejde mere, fortæller den 24-årige tømrer.

Med den ene ansatte i firmaet forbliver det af en størrelse, hvor Jacob Hede Pihl også skal med ud på opgaver hele tiden. Netop deri ligger drømmen for ham.

– Jeg vil ikke udelukket noget i forhold til, at firmaet kan blive større, men det, der er i det for mig, er, at jeg rigtig godt kan lide at bygge. Jeg holder meget af at være tømrer, og jeg tror, den måde, som det er nemmest at blive ved med at holde fast i det, er at have mine egne timer på en byggeplads. Det bliver sværere, jo større det bliver. Og tilbage til Steens forretningsmodel handler det om at have en rigtig høj standard, og den bedste måde at sikre sig det på er ved selv at være der og se, hvad der bliver lave, siger han og fortsætter:

– Der bliver det også nemmere at koordinere med andre. Men jeg vil ikke udelukke det, hvis jeg føler, at det kan lykkes for mig at balancere de to ting, men umiddelbart er mit fortrukne ønske at lægge mine timer på byggepladserne, fordi jeg holder meget af det.

En rigtig mester

Der er også mange ting, som Jacob Hede Pihl har lært af Steen Colberg.

– Jeg vil sige stort set alt. Han sagde engang det på en fin måde i forhold til at blive selvstændig; Det svarer til at kravle op på ryggen af en tiger: "Det er nemt nok at komme op på den, men hvordan kommer du ned uden at blive spist?" Det er alt fra, hvordan man skal behandle sine ansatte, løn, forsikring, bil, tilbudsgivning, koordinering af byggeplads og med andre håndværkere, revision og alt muligt andet, siger han og fortsætter:

– Alt det har jeg lært af Steen. Han har altid lært fra sig, og det blev endnu mere aktuelt, efter vi snakkede om overtagelse. Men han har altid været meget åben omkring, hvordan han har drevet sin virksomhed, og hvordan han synes, den skal drives. Det gør det bare så meget mere overskueligt, når man starter op, at man har lært så meget fra ham. Han er det, jeg vil beskrive som en rigtig mester, og det er en mangelvare efterhånden.

Han beskriver nemlig Steen som en mester - og ikke en chef.

– Han er den type tømrer, at hvis man spørger ham om noget, har han et svar, eller så finder han et. Og så ved man, at det er en god løsning.

Når Jacob Hede Pihl overtager, bliver han også leder for én ansat. En, som han har kendt i de sidste fire år i firmaet. Derfor tror han heller ikke, at det bliver svært at blive lederen.

– Vi har arbejdet sammen de seneste fire år og har haft et ufatteligt godt makker- og kollegaskab. Det vil jeg som udgangspunkt holde fast i. Han har fra Steens tid vist sig som en fantastisk og pålidelig ansat, så jeg tænker ikke, at der er nogen grund til at pointere, at jeg bliver leder. Jeg tror ikke, at nogen af os er i tvivl, siger han med et grin.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT