Tirsdag er sidste chance for at nominere til Nexøs Bedste i fem kategorier. Markedskoordinatoren i Erhvervsforeningen Østbornholm, Katrine Hasle fortæller, at hun er imponeret over antallet af nomineringer.
Man har siden 6. oktober kunnet nominere lokale personer og erhvervsdrivende til Nexøs Bedste i fem forskellige kategorier. I dag er sidste nomineringsdag, og Katrine Hasle fortæller, at der er kommet godt med nomineringer:
– Lidt over 280 personer har været inde og nominere, og 92 personer og steder er blevet nomineret, fortæller hun og tilføjer:
– Og at der er 92, der kunnet blive nomineret, det synes jeg alligevel også er meget flot.
Meningen bag konceptet er at sætte fokus på de tilbud, der er i Nexø, og man har derfor kunne nominere i kategorierne: serviceoplevelse, shopping, mad & drikke, håndværker og kultur- og fritidsoplevelse.
Nu vil Erhvervsforeningen Østbornholm udvælge fem i hver af kategorierne, som man kan stemme på fra på torsdag og til 12. november.
Vinderne i de forskellige kategorier bliver offentliggjort til en prisoverrækkelse ved Nexø Minigolf 14. november.