KØB ABONNEMENT
ENERGI / 9. OKT • 08:53

Finansloven sender millioner til Baltic Energy Island

Finansloven sender millioner til Baltic Energy Island
Baltic Energy Island får det gamle elværk i Rønne på Lille Madsegade som base, når bygningerne er renoveret. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
Journalist


Baltic Energy Island modtager fem millioner kroner næste år fra finansloven.

Det fremgår af regeringens finanslovsudspil.

– Det er fantastisk, siger direktør i Baltic Energy Island Søren Møller Christensen om nyheden.

Den etårige bevilling fra staten giver erhvervsfonden, der har base i Rønne, en ny finansieringskilde, efter at medfinansiering fra EU har været afgørende i de første år.

– Det er et stempel og en anerkendelse af arbejdet, vi laver. Det kan på den måde være med til at skaffe flere midler andre steder. Når vi skal have Rønne Gl. Elværk op at køre som et bornholmsk miniuniversitet, skal der flere midler til end fem millioner kroner, siger Søren Møller Christensen.

Den fulde vision, som fonden arbejder på at skabe rammerne for, kan kræve op mod et trecifret millionbeløb.

Det er Energiø Bornholm, som har skabt grundlag for et etablere Baltic Energy Island.

– Energiø Bornholm er danmarkshistoriens største energiprojekt, og det vigtigste energiprojekt i Europa lige nu, som man sætter midler af til nu. Midlerne gør det muligt at fortsætte og udvide vores arbejde med for eksempel Rønne Gl. Elværk, hvor vi skal trække studerende og forskere til for at samarbejde med lokale virksomheder, siger Søren Møller Christensen.

Energiøen og delingen af strøm mellem flere lande er et svar på nogle af de største energi- og sikkerhedsmæssige udfordringer, vi står med i Europa, og den internationale kobling har været en medvirkende årsag til, at Baltic Energy Island kommer på finansloven, vurderer direktøren.

– Så det handler både om en stor opmærksomhed på Bornholm, men også om at vi nu laver noget på Bornholm, som faktisk er interessant i resten af verden.

Lea Wermelin (S) har oplyst, at hun har arbejdet for at få Baltic Energy Island på finansloven, og indsatsen har nu båret frugt.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT