Tro ikke på alt – men tro på noget

Tro ikke på alt – men tro på noget
ChatGPT er blandt de AI-værktøjer, der bliver brugt flittigt af eleverne. Arkivfoto
LEDER | DEBAT | 2. JAN • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 2. JAN • 05:30

Gymnasieelevernes sunde skepsis over for AI rummer en lektie, vi alle bør tage med os.

Hen over det igangværende skoleår har Tidende i samarbejde med Campus Bornholm haft skolens 2.g’ere på besøg på avisen. Eleverne får en dag som journalister: De deltager i redaktionsmøde og afleverer en artikel ved deadline. Det giver ungdommelig aktivitet i den gamle avis – og stof, vi næppe ellers ville have fået.

Ét emne går igen, hver gang en klasse træder ind ad døren: kunstig intelligens. AI fylder meget hos gymnasieeleverne, som i stigende grad bruger ChatGPT og andre hjælpemidler i undervisningen. En lærer sagde det meget præcist i en af artiklerne: 3.g’erne bruger det, 2.g’erne bruger det mere – og 1.g’erne bruger det endnu mere. Med andre ord: De kommende generationer kommer i stigende grad til at bruge AI til, ja, næsten hvad som helst.


Hos eleverne ligger der samtidig en nagende tvivl og en dårlig samvittighed: Lærer vi egentlig nok, hvis vi lader et hjælpemiddel læse opgaven og løse den for os?

Det er en sund skepsis. Og det er en skepsis, vi alle bør tage med os, i takt med at kunstig intelligens vinder indpas i stadig flere dele af hverdagen. De sociale platforme flyder allerede over med billeder og videoer, der ser så virkelighedstro ud, at det kan være svært at skelne det ægte fra det kunstige. I mange tilfælde er historierne skabt ved hjælp af AI og har intet med virkeligheden at gøre.

Alligevel hopper millioner af brugere på løjerne – når plejehjemsbeboere tilsyneladende hygger sig i fantasifulde kostumer, eller når vi præsenteres for såkaldte deepfakes, hvor kendte mennesker siger eller gør ting, de aldrig har sagt eller gjort.

Risikoen er, at vi ender et sted, hvor vi ikke tør tro på noget af det, vi ser. Og dér bliver det for alvor farligt. For et samfund kan ikke fungere uden fælles pejlemærker for, hvad der er sandt og troværdigt.

Derfor er det afgørende, at vi – ligesom gymnasieeleverne – skærper vores kritiske sans. At vi finder de kanaler, hvor vi ved, at indholdet er tjekket og ægte. Lokalt kunne det være Tidende, TV2 Bornholm og DR. Det andet kan vi så bruge som underholdning – ikke som virkelighed.

Vi skal ikke tro på alt. Men vi skal blive ved med at tro på noget. Ikke mindst på, at teknologien ikke fritager os for ansvar – tværtimod gør den ansvaret endnu større.

Mon ikke der kommer flere artikler om emnet, når de næste gymnasieklasser igen besøger Tidende i begyndelsen af det nye år?

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT