Her er, hvad jeg specielt hører efter, inden jeg skal stemme, skriver skribenten.
Af: Alex Nielsen Rønne
Som vælger er der virkelig meget, vi skal tage stilling til, før vi sætter vores kryds 24. marts.
Store emner hober sig op, men meget af det er vores politikere i det store og hele enige om - lad mig bare i flæng nævne oprustning og Store Bededagens genindførelse.
Jeg har igennem det seneste år gjort mig nogle tanker om, hvad der virkelig vil betyde noget for mig ved dette valg. Jeg har derfor "kogt det ned" til tre centrale emner, der vil afgøre, hvem der får min stemme ved dette folketingsvalg.
Ud fra den foreløbige debat og udspil fra partierne, så vil det samtidig betyde, at jeg denne gang vil stemme betydelig anderledes, end jeg gjorde ved de sidste valg - men sådan må det nu engang være!
Her er, hvad jeg specielt hører efter:
1. Nedskæring af svineproduktionen
Danmarks svineproduktion er i dag verdens største baconfabrik, men med ekstreme konsekvenser for dyrevelfærd, miljø og klima - vores åer, fjorde, søer og hav.
Hver dag dør 25.000 pattegrise (ja - hver eneste dag), og hver sjette so dør for tidligt på grund af det ekstreme pres i de industrielle stalde. Det er uacceptabelt, at dyrevelfærdsloven ikke overholdes, og at produktionen prioriteres over dyrenes grundlæggende behov.
Jeg forventer, at politikerne sætter klare grænser for, hvor langt effektivisering og industrialisering må gå, og at der indføres bindende krav (lovgivning), der sikrer, at alle grise får et liv, der også lever op til lovens intentioner.
Det er ikke kun et spørgsmål om etik, men også om at beskytte vores grundvand, biodiversitet og klima. Mere end 90 procent af produktionen eksporteres, og samtidig bruger vi en meget stor del af Danmarks areal til at dyrke føde - ikke til mennesker, men til dyrene. Det giver ikke mening!
Samtidig bidrager landbruget ikke væsentligt til vores BNP. Mange bedrifter i Danmark ville køre med underskud, hvis man fjernede de tilskud, der især kommer fra EU.
2. Klima, miljø og elektrificering
Den grønne omstilling er ikke længere en mulighed, men en - nødvendighed.
Jeg vil stemme på et parti, der aktivt arbejder for at reducere Danmarks CO2-udledning og investerer i grøn energi, herunder en fortsat udbygning af elektrificeringen af samfundet. Det betyder blandt andet flere el-biler, grøn opvarmning og en energipolitik, der sikrer, at vi kan levere på vores internationale klimaforpligtelser.
Projekter som Energiø Bornholm viser, at Danmark kan være foregangsland, men det kræver politisk vilje og handling.
Efterhånden som andre lande snart erkender nødvendigheden af grøn omstilling, så vil de se til Danmark og Bornholm for at finde løsninger, og det kan vi på længere sigt udnytte og tjene på.
3. Garantier for lokale fordele og statens ansvar
Energiø Bornholm er et historisk projekt, der kan styrke både dansk og europæisk forsyningssikkerhed. Men det er afgørende, at bornholmerne og øen drager reel fordel af byggeriet.
Jeg kræver klare garantier for, at staten tager ansvar for oprydning, reparation af vejnet og vedligehold efter projektets afslutning. Det er ikke acceptabelt, at et lille lokalt samfund, der i forvejen har underskud i kassen, skal bære byrden af store infrastrukturprojekter, mens gevinsterne flyder til andre.
Bornholm skal have en fair andel af de økonomiske og miljømæssige fordele, og staten må ikke lade øen stå alene med de fysiske og sociale omkostninger. Det er statens projekt, så hvis der skal renoveres vejnet, oprettes boliger til dem, der skal bygge og så videre, så må staten tage regningen - med mindre driftige lokale firmaer kan se en forretning i at gøre det!
Stil skarpt og stem!
Jeg opfordrer alle vælgere til at stille skarpt på disse emner, når de afgiver deres stemme.
Vi har et ansvar over for dyrene, klimaet og vores lokale samfund – lad os stemme på partier, der tager dette ansvar alvorligt.
Men vigtigst af alt - husk at sætte dit kryds 24. marts!